Madleveringsplatformen Wolt er blevet politianmeldt af Forbrugerombudsmanden for vildledende markedsføring.
Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse onsdag.
Ifølge anmeldelsen har Wolt en rabat, som forbrugerne umuligt kunne opnå.
Mellem august og oktober sidste år sendte platformen notifikationer til omkring 45.000 forbrugere om, at de kunne opnå en 25 procents rabat på deres næste køb, hvis de bestilte for mindst 189 kroner.
Rabatten var dog begrænset til 30 kroner, hvilket betød, at forbrugerne maksimalt kunne opnå knap 16 procent i rabat.
- Wolt har vildledt forbrugerne med den hensigt at få brugerne af sin app til at bestille dagligvarer, hvor de ikke opnåede den lovede rabat, siger forbrugerombudsmand Torben Jensen i meddelelsen.
- Derfor er Wolt nu blevet anmeldt til politiet for overtrædelse af markedsføringsloven.