Tre geder og en vædder blev i april sidste år efterladt på en fold i Trekroner ved Roskilde med flere stik og sår, så det havde karakter af mishandling.

En 22-årig mand er af Retten i Roskilde onsdag blevet idømt fem måneders ubetinget fængsel for at lemlæste dyrene og besidde flere knive og en økse.

Han erkender, at han ad tre omgange kravlede over hegnet til folden nær Joensuuvej og påførte de fire dyr skaderne. Den unge mand forklarede i retten, at han fik "en rus" og blev fyldt med adrenalin, efter at han havde stukket dyrene. Det var også årsagen til, at han vendte tilbage til folden flere gange.

Senest 24. april sidste år, hvor den 22-årige ifølge sigtelsen tildelte en vædder mindst 33 stiklæsioner og flere slag mod hovedet med en økse. Dyrets kranie var knust og hovedet var forsøgt adskilt fra hovedet.

- Jeg stak den en gang, og så løb den ind i huset. Så stak jeg den igen, og så faldt den om. Så hentede jeg en økse og prøvede at hugge hovedet af den, sagde han.

Manden har modtaget dommen.