Foråret er over Danmark, naturen springer ud, og med påsken lige om hjørnet vil det for nogle borgere betyde, at det er tid til at brænde ukrudt.

Det er dog ikke helt ufarligt at fjerne det ukuelige grønne fra haven. Danske Beredskaber oplyser på sin hjemmeside, at ukrudtsbrænderen er årsagen til mere end 400 årlige brande.

Derfor er Danske Beredskaber nu kommet ud med en række gode råd og instrukser til, hvordan man undgår, at afbrændingen kommer ud af kontrol.

Når man skal brænde ukrudtet af, så er det ifølge Danske Beredskaber vigtigt, at man tager sine forholdsregler - og holder afstand.

Danske Beredskaber anbefaler, at man står med en meters afstand til brandbart materiale og en halv meter til ikke-brandbart materiale.