Tøsedreng. Ordet beskrives i Den Danske Ordbog som et nedsættende ord om en mand, der er bange af sig.
Og bange - det mener Venstres borgmester Ib Lauritsen i Ikast-Brande Kommune, Alex Vanopslagh er, fordi han ikke meldte ud i valgkampen, at han synes, debatten om drikkevandet var ”det rene hysteri” og noget ”pjat”.
- Så skal han da sige, at det, vi taler om, det synes han er noget pjat - ellers er han en tøsedreng, siger Ib Lauritsen til TV MIDTVEST.
Efter folketingsvalget bragte Weekendavisen et interview med Alex Vanopslagh, hvor han fortæller sin ærlige mening om debatten, men også at han ikke havde modet til at komme ud med den i valgkampen.
Det har fået Venstre-borgmesteren til at reagere på Facebook, hvor han kalder Liberal Alliances formand en ”TØSEDRENG” og beskylder ham for at deltage i en usaglig og falsk hetz - for så efterfølgende at erkende, at man godt vidste, den var usaglig.
- Jeg synes bare, det skal ud i offentligheden, at han mener, debatten er noget pjat, siger borgmesteren, der sammen med sin mening har delt et screenshot af en TV 2-artikel.
Han fortæller samtidig, at han ikke mener, vi mangler politikere, der rider med på en iscenesat bølge.
- LØGN OG LATIN er ikke værdigt i politik, skriver han.
Et lidt dybere kig i ordbogen fortæller, at brug af ordet ”tøsedreng” kan opleves problematisk, fordi det bygger på stereotype forestillinger om piger og kvinder.
Det er ikke noget, der bekymrer Ib Lauritsen.
- Der er sgu da en tøsedreng, der ikke siger, hvad han mener om debatten, siger borgmesteren.
Man kan vel godt mene noget i en debat, selvom man synes, den er noget pjat?
- Ja, men jeg synes bare, han er en tøsedreng, fordi han ikke siger det under valgkampen.
Liberal Alliance skriver i et skriftligt svar til TV MIDTVEST at de ”springer over” at kommentere på Ib Lauritsens udtalelser.