Henrik Bovbjerg er tidligere morsingbo og griseproducent.
Han har et selskab ved Give, der blandt andet producerer 27.000 økologiske grise om året.
Han elsker arbejdet og er glad for, at økologien betyder bedre dyrevelfærd.
- Alle vi landmænd elsker dyr, og den økologiske måde at producere på er virkelig luksus for en gris, siger han.
Men der er noget, han ikke forstår.
Han har lagt mærke til, at ude i butikkerne koster et kilo økologisk grisekød omkring 70 kroner mere end et kilo konventionelt grisekød. Men Bovbjerg får kun 15 kroner mere for et kilo økologisk kød end et kilo konventionelt fra slagteriet.
- Man må gå ud fra, at det koster det samme at få slagtet en økologisk gris som en konventionel. Det koster det samme at få den forædlet, og transporten er nok også den samme, siger han.
Han er med på, at en del af forklaringen skal findes i momsen. Jo dyrere en vare er, desto mere moms kommer der på. Men det forklarer stadig ikke den store forskel.
Det meste eksporteres
Og der er flere grunde til, at prisforskellen er større ude i butikkerne, forklarer Svend Schou Borch, der er administrerende direktør i Friland A/S - et datterselskab under Danish Crown.
Det hænger blandt andet sammen med, at Friland sælger omkring to tredjedele af de økologiske grise til udlandet. Det sker til en billigere pris end herhjemme, og dermed bliver der samlet set mindre til landmændene.
- Vores notering til landmændene er sammensat af vores eksportsalg og vores danske detailindtjening.
Så forklaringen, at I får mindre får det, I sælger til udlandet?
- Det kan man sige, men det er også udtryk for, at der er forskellige udskæringer af grisen. Nogle udskæringer er dyrere end andre, og dem vi får mindre for, er typisk også dem, vi sælger på eksportmarkederne, siger Svend Schou Borch.
Man kan altså ikke direkte sammenligne priserne i kølediskene med betalingen til landmændene. Friland-direktøren peger på, at prisen i supermarkedet også skal dække detailkædernes avance og omkostninger til blandt andet markedsføring og svind.
Løsninger ligger hos forbrugerne
Men der er noget, der kan hjælpe de økologiske producenter - nemlig at forbrugerne køber mere økologi.
- Vi er faktisk inde i en god udvikling, hvor vores salg til det danske marked udvikler sig positivt. Men det er klart, at hvis vi kunne få en større del af vores salg på det danske marked, hvor vi er tættere på forbrugerne, vil det alt andet lige give bedre forudsætninger for en bedre afregningspris til vores landmænd, siger Svend Schou Borch.
Og den er Henrik Bovbjerg med på.
- Jeg håber på et bedre samarbejde mellem supermarkederne, slagterierne og landmændene, så en større procentdel af grisene bliver spist i Danmark.
Samtidig kommer han med et lille opråb til forbrugerne efter en valgkamp, hvor dyrevelfærd fyldte meget i debatten.
- Alle dem, der stemte til folketingsvalget, ville åbenbart gerne have noget mere af vores fantastiske økologiske kød, men forbrugerne vil helst ikke betale, hvad det koster at lave den her merpris, siger han.
Dagligvarekoncernen Coop oplyser til TV MIDTVEST, at man tjener mere på det økologiske kød end det konventionelle.