Smørkrigen er for alvor brudt løs i Danmark! Priserne på Lurpak og Kærgården svinger helt vildt - fra 5,95 kroner på tilbud til 16 kroner for en helt almindelig pakke smør.
Peter Kierkegaard, der driver Meny i Bogense, kan næsten ikke følge med. De sidste 14 dage har han solgt 8.000 pakker smør. Til sammenligning sælger han normalt kun 200 om ugen!
"Det er en decideret underskudsforretning, så vi tjener ikke så meget i december, som vi gerne ville," fortæller købmanden.
Men selvom butikken taber penge på smørret, så kommer der flere kunder i butikken, når der er tilbud. Og det betyder, at forretningen alligevel kan løbe rundt for Peter Kierkegaard.
Så næste gang du skal bage julekager eller bare smøre en madpakke, kan det godt være, du bliver nødt til at shoppe rundt for at finde den bedste pris på smør!
