Det er et af de smukkeste steder i den gamle, jyske by. Det er også her, han drømmer om at bo, når han engang er færdig med at spille fodbold og måske har tjent mange millioner på store udenlandske adresser.

Han har altid holdt meget af den by, han er født og vokset op i. Guldkysten kaldes adresserne ned til Nørresø. Men selv om han i fremtiden kunne tænke sig at slå sig ned her, har en oplevelse i fortiden alligevel ændret hans forhold til søen.

For søen har taget hans ven og gjort noget, som han aldrig kommer til at forstå meningen med.

Hele dagen har solen kæmpet for at bryde igennem skydækket, og selv om den nærmest på symbolsk vis lykkes med sit forehavende i det øjeblik, vi betræder bådebroen på Nørresø og kun gør området smukkere, har Lukas Emil Kirkegaard igennem de seneste par år kæmpet for at genvinde kærligheden til stedet.

- Det er én af klicheerne i livet. Men livet går videre. Det skal det jo.

Mistede lysten til fodbold

Lukas Emil Kirkegaard er 20 år. Professionel fodboldspiller i Viborg FF. I det her forår har han fået sit helt store gennembrud i Superligaen. Senest kom forsvarsspilleren også på måltavlen i udesejren over Sønderjyske.

Den første, der fik en hilsen, og den, han dedikerede målet til, var hans ven Jeppe.

- Jeg er helt sikker på, at han følger med der, hvor han er nu, siger Lukas Emil Kirkegaard.

Lige nu nyder han at spille fodbold. Men det var tæt på, at Viborg FF slet ikke havde fået glæde af forsvarsspillerens evner og mål. For snart to år siden var fodbold ligegyldigt for ham. Han havde mistet lysten. Sorgen fyldte det hele i ham, og derfor kunne han ikke tænke på fodbold.

- Der var bare noget, der var meget vigtigere end fodbold, understreger Lukas Emil Kirkegaard.

Særlige skridt ned mod søen

Det er specielt for ham at gå skridtene ned mod Nørresø. Minderne om den sommernat i 2024 melder sig på banen. Men han vil gerne sætte ord på, hvad det var, der skete.

Der er en særlig stemning i en by, når studenterne hvert år springer ud. Humøret var også højt hos Lukas og hans venner, Valdemar og Jeppe. Den ombejlede hue havde de lige fået sat på toppen af de lyse hoveder på den karakteristiske Katedralskolen i Viborg.

- Vi skulle til studenterfest derovre på den anden side af søen, siger Lukas Emil Kirkegaard og peger hen over Nørresø.

 - Valdemar, Jeppe og jeg valgte at tage hver sin kajak derover, og det gik godt. Da vi senere på natten så skulle tilbage for at tage ind til byen, valgte vi at tage kajakkerne igen. Det var jo gået godt derover, så selvfølgelig ville det også gå godt hjemad igen.

Vennerne kan ikke se eller høre Jeppe

Men det gjorde det ikke. Det endte fatalt og som én af de episoder, der her snart to år efter stadig hviler tungt over mange i domkirkebyen.

- Jeg sejler forrest, Valdemar i midten og Jeppe bagerst. Vi har kontakt til hinanden derude på søen. Vi kan høre hinanden hele tiden. Vi når halvvejs ud på søen, og Valdemar råber til mig, at han ikke kan se Jeppe længere og spørger mig, hvor han er. Jeg tænker, at det ikke er rigtigt det her, fortæller Lukas Emil Kirkegaard.

De to venner bliver ramt af desperation, husker Lukas Emil Kirkegaard.

De sejler rundt og leder efter deres kammerat. Men de kan ikke få øje på ham eller kajakken. Studenterhuen spejder de også efter, men heller ikke den, kan de se. De råber. Der kommer intet svar tilbage i sommernatten fra Jeppe.  

De tror, de har fundet Jeppe

Lukas og Valdemar beslutter sig for at sejle i land. Sidder lidt på søbredden og er forvirrede og bange.

- Man følte, at det var den mørkeste nat nogensinde. Vi er i panik, men vi sidder samtidig med et håb om, at Jeppe pludselig kommer i land, eller at han bare var taget tilbage til festen. Derfor ringer vi og spørger, om Jeppe er der. Men det var han ikke, fortæller Lukas Emil Kirkegaard.

Hurtigt får de ringet til politiet. I mellemtiden sejler Lukas igen ud på søen for at lede efter Jeppe, mens Valdemar bliver på søbredden.

- Pludselig er der en helikopter over hovedet på mig. Et kort øjeblik tror redningsmandskabet, at jeg er Jeppe, og at de har fundet ham. Men det havde de jo ikke.

 - Jeg bliver trukket i land, og de henter Valdemar ovre på den anden side af søen, og vi kommer ind på bagsædet af en politibil og bliver afhørt. De spørger, om vi havde nogen idé om, hvor han kunne være. Men det havde vi ikke.

Den nat forsvinder aldrig

Natten bliver uden søvn. Tankerne tillader ham ikke at falde hen.

- Det var en skræmmende nat. Når man lige er blevet student, tænker man jo, at man kan det hele. Men det kunne vi så ikke. Man hører tit en eller anden vild studenterhistorie, men så er det altid noget, der er sket langt væk. Det er voldsomt og ubehageligt at tænke på, at det skete for os, understreger Lukas Emil Kirkegaard.

Den særlige nat, natten til lørdag den 29. juni 2024, vil altid være i Lukas’ tanker. Det er en nat, han vil have med sig hele livet.

Hvad tænker du, at der skete med Jeppe derude på søen den nat?

- Det er svært at svare på. Man kan hurtigt tænke, at det skete, fordi vi var megafulde, men det var faktisk ikke tilfældet. Det var en drukneulykke, og den slags kan hurtigt ske. Kun én forkert vejrtrækning har politiet fortalt os. Det er virkelig skræmmende, siger Lukas Emil Kirkegaard.

 - Men selvfølgelig er det mærkeligt stadigvæk, når nu vi alle tre godt kunne svømme. Men man kan hurtigt gå i panik, og så skal der ikke meget til, før det går galt.

Ramt af søvnløshed og håb

Jeppe bliver ikke fundet den nat. De efterfølgende nætter er Lukas Emil Kirkegaard også ramt af søvnløshed. Der er et hav af spekulationer og tankemylder. Først den efterfølgende torsdag bliver Jeppe fundet af dykkere i Nørresø.

- Vi frygtede jo det værste, men håbede på det bedste. I et par dage gik jeg i hvert fald med et håb, for jeg kunne ikke holde ud at tænke på det værste. Jeg havde håbet om, at der kom godt nyt om Jeppe, fortæller Lukas Emil Kirkegaard.

Både Lukas og Valdemar blev hele tiden i de dage spurgt om, hvad der kunne være sket.

- Det var sindssygt svært at være i. Vi vidste lige så lidt, som dem der spurgte. Vi var der tilfældigvis bare ude på søen den nat, men derudover vidste vi ingenting og kunne ikke svare på spørgsmålene.

Dagen efter hændelsen på Nørresø var det planen, at Lukas Emil Kirkegaard selv skulle have holdt studentergilde hjem i den vestlige del af Viborg by. Men tiden var pludselig ikke længere til festivitas.

- Alt blev ligesom sat på pause, og i dag er det stadig svært at forstå, at det er sket, siger Lukas Emil Kirkegaard.

Forandret for altid

Ulykken har forandret Lukas Emil Kirkegaard for altid.

- Jeg sætter mere pris på mine medmennesker og dem, jeg har omkring mig. Jeg tror på, at de kun vil mig det bedste. Jeg sætter mere pris på mine venner og holde fast i dem og få snakket med dem. Jeg har lært på den hårde måde, at det er sindssygt vigtigt at holde sammen og være der for hinanden, for pludselig kan man miste dem, understreger den unge fodboldspiller.

I dagene efter ulykken og stadigvæk den dag i dag er det Valdemar, som Lukas snakker mest med om tabet af Jeppe. De to har brugt hinanden meget. Også assistenttræner Ralf Pedersen og klubbens mentaltræner, Camilla Goul, har været gode samtalepartnere for Lukas Emil Kirkegaard, ligesom flere andre i Viborg FF har været gode til at få ham videre.

- Jeg har også haft psykologsamtaler, og i det hele taget har jeg talt ret meget om det. Det har været vigtigt at kunne sætte ord på mine følelser for at kunne komme videre. Jeg bearbejder hver dag den oplevelse, fortæller han.

Der er også dage, hvor han bare har brug for at være sig selv og ikke snakke om de store følelser.

- Men det er ikke sundt kun at gå selv med det. Hvis jeg er åben om det, kan det måske hjælpe andre, der kommer i en tilsvarende situation. I fodbold taler man ellers ikke ret meget om den slags følelser, og mange viser ikke, hvis de er ked af det en dag. Det har jeg ikke noget problem med at vise, siger Lukas Emil Kirkegaard.

Nyt kamp-ritual

Den 20-årige fodboldspiller har efter ulykken fået et nyt kampritual. Før hver kamp aflægger han sin ven Jeppe et besøg på kirkegården i Viborg.

Ved Jeppes gravsted finder Lukas ro. De stunder med hans ven er også med til at sætte livet og fodbolden i perspektiv.

- Lige nu og her elsker jeg fodbold, og det er det, jeg brænder for. Men der er ting, der er vigtigere i livet end fodbold. Det ved jeg nu. Men samtidig vil jeg gøre alt for at få tre point hver gang. Jeg er stadig en vild dårlig taber, understreger Lukas Emil Kirkegaard.

Udstyret med hovedtelefoner står han i ti minutters tid og er tæt på Jeppe.

- Jeg gør det, fordi jeg har lyst til at være sammen med ham. Jeg føler ikke, det er en pligt for mig. Jeg føler selvfølgelig sorg, når jeg står ham, men jeg finder også glæde ved at være sammen med ham, fortæller Lukas Emil Kirkegaard.

Følelsen af uretfærdighed kan også ramme ham. For han synes ikke, det er meningen, at Jeppe skal ligge lige der.

- Der er jo ingen, der skal forlade verden, når de er 20 år. Det er ikke meningen.  

Ramt af skyldfølelse

Lukas Emil Kirkegaard har også flere gange ved gravstedet mærket følelsen af skyld og dårlig samvittighed.

- Det er både noget Valdemar og jeg har snakket om. Vi har også talt med psykologen. Jeg har arbejdet meget med den følelse. Og jeg snakker meget med Jeppes forældre og vil gøre alt for dem. Jeg tror, vi skal tilgive os selv, for vi kunne ikke have forhindret det. Det er vigtigt, at vi accepterer det og tilgiver os selv.

Fodbolden har han stadig sammen med Jeppe. For Jeppe fulgte meget med i Lukas’ bedrifter på banen. Det gør han stadig, er Lukas overbevist om.

- Jeg håber altså også, at han så mit mål i søndags. Selvfølgelig kan han have haft travlt med noget andet, kommer det med et smil fra Lukas Emil Kirkegaard.

Hver gang han står i spillertunnellen, får Jeppe lige en tanke. Det gør han også søndag eftermiddag, når Lukas og Viborg FF løber på banen i Farum.