Langt de fleste unge, der flytter fra Lemvig Kommune, kommer ikke tilbage igen.
Sådan bliver det dog ikke i Laura Kynde Pedersens tilfælde.
- Jeg skal til Aarhus og læse en uddannelse inden for økonomi, og så vil jeg gerne hjem igen, siger hun.
For et år siden besøgte hun jobmessen Jobkurs, mens hun gik i 3.g. Der skaffede hun et job i Lemvig Kommune, hvor hun er endt i økonomiafdelingen. Hun har siden fået et barselsvikariat, så hun minimum skal være på arbejdspladsen til sommeren 2027.
- Jeg synes, det er så spændende at sidde med, og jeg nyder det hver dag, fortæller Laura Kynde Pedersen.
Skal være med til at knække koden
Hun har planer om at tage en uddannelse inden for erhvervsøkonomi og erhvervsjura i Aarhus, men hun er overbevist om, at hun vender tilbage til Lemvig, når uddannelsen er overstået. På det tidspunkt håber hun på at få et job, der minder om det, hun har i sine sabbatår lige nu.
- Det her job og Jobkurs har været med til at give mig indsigt i, at der er en masse at komme tilbage til. Jeg vidste ikke, hvor mange jobmuligheder, der er i Lemvig Kommune.
Noget peger på, at hun kommer til at være blandt et fåtal af tilbageflyttere. En undersøgelse af Momentum fra 2024 viste, at det blot var 11,4 procent af borgere, der er født i Lemvig Kommune, der som 35-årige er flyttet tilbage til kommunen efter at have boet i en anden kommune i minimum to år.
Kun i Morsø Kommune var procentdelen lavere med 10,5 procent.
Jobmessen skal være med til at ændre situationen. Sidste år, da Laura Kynde Pedersen var til JobKurs, var arrangementet kun for gymnasieelever. I år er der også elever i 8. og 9. klasse, der deltager.
- Vi spiller på rigtigt mange parametre, når vi prøver at knække koden til tilbageflytning, siger Sanne Haugaard Hermansen, der er bosætningskonsulent i Lemvig Kommune.
- Kan det virkelig få eleverne i 8. og 9. klasse til at vende tilbage til Lemvig Kommune, fordi de var til messe i dag?
- Vi håber på, at det spirer nogle små frø, og at der allerede er noget netværk og noget kendskab, der starter i en tidlig alder. Man ved aldrig, hvordan det ender ud på den lange bane, men jeg tænker ikke, at det skader, siger hun.
I år var 23 lokale virksomheder til stede på messen.