Gubsøområdets beboere kommer i venteposition til at skifte til den nærmeste skoles distrikt. Et enstemmigt skoleudvalg i Silkeborg Kommune afviser indtil videre at lade børn fra Gubsøområdet blive en del af Balleskolens distrikt.

Udvalget kan nemlig ikke på kort sigt finde penge til manøvren, selvom udvalget egentlig bakker op om borgernes ønske på længere sigt.

- Vi er glade for udvalgets synspunkt og beslutning, men vi mangler selvfølgelig den her 'commitment' fra byrådet om investering i Balleskolen, siger Thomas Kjærgaard Flensborg, der bor i Gubsøområdet og er far til to kommende skoleelever.

Mange af Gubsøområdets beboere føler et tilhørsforhold til Balle og ønsker at deres børn kan blive garanteret pladser på skolen. På grund af gamle inddelinger af skoledistrikter i Silkeborg Kommune hører området i dag til Skægkærskolen, der ligger længere væk.

Kræver yderligere investering

En ny elevtalsprognose viser, at Balleskolen står over for en større kapacitetsudfordring i de kommende år. Skolen skal dermed udvides med fem klasselokaler.

Hvis Gubsøområdets børn oveni denne kapacitetsudfordring kommer til at indgå i Balleskolens distrikt vil det betyde, at skolen udvides med yderligere fem klasselokaler, altså en udvidelse på ti lokaler i alt.

Det vil give yderligere omkostninger til udvidelse af skolen, end der er afsat midler til i kommunen på nuværende tidspunkt.

Ifølge Trine Trærup Roungkvist (C), der er næstformand i skoleudvalget, er der tale om en prioriteringssag.

- Når vi ikke bare kan ændre det, så skyldes det, at der skal noget økonomi til. Det har vi som skoleudvalg ikke mulighed for at løfte selv, siger næstformanden.

I så fald ville der skulle omprioriteres, så midler fra de andre skoler i kommunen skulle gå til investering i en udvidelse af Balleskolen, og det "har udvalget ikke lyst til", oplyser Trine Trærup Roungkvist.

I indstillingen til udvalget vurderer Silkeborg Kommunes administration, at der ikke er grundlag for at udvide Balleskolens distrikt.

Ønsker kortsigtet løsning

Ifølge Thomas Kjærgaard Flensborg er der ikke andet at gøre end at blive ved med at råbe politikerne op og håbe på at få sat processen om at omprioritere i budgettet i gang så hurtigt som muligt.

Derudover håber forældrene på en kortsigtet løsning, så deres børn kan blive sikret pladser på den nærliggende Balleskolen, selvom omlægningen af skoledistrikterne først sker længere ude i fremtiden, når økonomien er på plads.

- Vi har brug for, at Gubsøområdet bliver tænkt på i forhold til, hvordan vi skal håndtere børnene på den korte bane indtil udvidelsen har fundet sted, siger Thomas Kjærgaard Flensborg.

Trine Trærup Roungkvist mener, det er svært at tale om kortsigtede løsninger i sagen.

- Det er jo ikke sådan, at vi kan ændre skoledistriktet midlertidigt og så flytte børnene rundt, frem og tilbage. Der skal findes en langsigtet løsning. Det er det, vi i udvalget har drøftet og tilkendegivet, at det vil vi gerne være med til, siger hun.

Næstformanden oplyser, at der nu skal et flertal i byrådet til, for at der kan laves de nødvendige investeringer på Balleskolen, som skoleudvalget ønsker.

Hvis et flertal i byrådet bakker op om en yderligere investering i Balleskolen, vil Gubsøområdet kunne se frem til en omlægning af skoledistriktet på den anden side af de fysiske udvidelser af Balleskolen.