Præsidentsuiten står tydeligt i Sigrid Aalbæk Jensens hukommelse.

Entré med stor lysekrone. Et lille kontor. Et the-køkken og en spiseafdeling.

En stor stue med en kæmpe sofa og et tv, der fyldte næsten hele væggen.

Dét var megafedt, når man var en lille pige på 10-11 år, husker hun.

Hun er datter af filmmanden Peter Aalbæk Jensen, og engang var hun taget med ham til filmfestivalen i Berlin.

De tog ikke så meget på ferie sammen. Så filmfestivaler blev til "far og datter"-ture – i teorien.

For selvom de var afsted i ti dage, så hun næsten ikke noget til sin far.

Han var der for at lave forretninger for filmselskabet Zentropa.

Hun var instrueret i at bestille roomservice og tage taxaer, hvis hun ville se sin far i løbet af dagen. Det gjorde hun som regel til forretningsmiddage. Det var sådan noget, hvor hun mest sad og var stille.

Hun bestilte mange omeletter hos roomservice. Det kunne hun finde ud af at bestille på engelsk. Og hun kunne bedst lide dem uden fyld.

Men hun kunne ikke lide at sige nej, når der blev spurgt i telefonen om, omeletten skulle være med cheese eller tomatoes. Hun ville helst ikke skuffe nogen.

Ingen havde lagt mærke til det, hvis hun var taget til den anden ende af byen, men hun udforskede kun de nærmeste gader og øvede sig i at huske deres navne.

Mange år senere vendte hun tilbage til Berlin som voksen. For at komme væk fra en skandale, der var under opsejling, med hendes far i centrum.

Dér havde hun fået nok.

En børnepsykolog ville ryste på hovedet

Peter Aalbæk Jensen ser anderledes på årene dengang.

Han er ikke klar over, om det har været utrygt for Sigrid.

Hans egen oplevelse var, at det var fedt for begge hans døtre, når de var med på filmfestivalerne.

Der vil nok sidde en børnepsykolog derude og ryste på hovedet ad ham, siger han med et lille grin. Men det var vilkårene dengang.

Han væltede rundt i poolen i bar røv, imens børnene prøvede at sove inde ved siden af.

Peter Aalbæk Jensen fortæller, at han ikke ser tilbage på de år med anger.

- Jeg rejste evigt og altid, men havde som regel et af børnene med, som så måtte sendes alene afsted i en taxa og selv tjekke ind på hotelværelset, når jeg sad skidefuld på en restaurant,

Patriarken vil blive savnet

I en ny dokumentarfilm bliver der stillet skarpt på forholdet imellem Sigrid, hendes søster Hedvig og deres far Peter Aalbæk Jensen.

I filmen ’Patriarken’ forsøger døtrene at få talt nogle af barndommens oplevelser igennem med deres far. Oplevelser, som Sigrid mener, har været præget af for lidt nærvær.

Sigrid går til fællesterapi med Peter Aalbæk Jensen, og Hedvig får ham til at springe ud i en øvelse, hvor de sammen med andre fædre og døtre skal danse og skrive deres tanker ned.

Men kan deres stille oprør være med til at ændre deres far?

Peter Aalbæk Jensen hilser i hvert fald modstanden imod ham velkommen.

- Den kloge patriark spiller sig selv op imod oprøret, som han selv siger.

Den slags patriarker vil blive savnet, når de er uddøde, mener han.

Om han så selv har været den kloge patriark, det må måles på venerationen til hans begravelse, forklarer han.

Barrøvsindianere og 1000-kroners lagkage

Der bliver hældt kaffe op i keramikkopperne, som Sigrid Aalbæk Jensens mor, Lise, har lavet.

Vi sidder i spisesalen i forsamlingshuset Lillesyd, som Peter Aalbæk Jensen har startet op sammen med Lise.

I dag er det Sigrid, Hedvig og deres bonussøster Rose, der driver stedet.

Det ligger midt i det område, der en dag skal blive til økolandsbyen Bjergbyen – en vision som Sigrids forældre fik for over tyve år siden.

Duften af krebinetter spreder sig fra køkkenet, hvor Hedvig er i gang med at forberede aftenens fællesspisning for lokalområdets beboere.

Lige rundt om hjørnet bor familiens tre generationer i dag sammen.

Det har aldrig været kedeligt at være barn af Peter Aalbæk Jensen. Han har altid fundet på en masse skøre ting, fortæller Sigrid.

- Han har været superskæg. Når det regnede, løb vi nøgne ud i haven alle sammen og var barrøvsindianere.

- Når vi var i sommerhus i Sverige, skulle vi lave tusind-kroners-lagkage. Det var en kæmpe lagkage, vi lavede af megameget slik og is. Han har altid fundet på sådan nogle ting, fortæller Sigrid Aalbæk Jensen.

Men bag ved de sjove påfund, var der også store udfordringer.

Drømte om et ”almindeligt” liv

Høj cigarføring og provokerende udtalelser har altid været kendetegnende for Peter Aalbæk Jensens fremtoning i medierne.

Det har ikke altid været let for Sigrid.

Engang fandt han på, at han ville være nøgen på side 9 i Ekstra Bladet. Det er noget af det mest pinlige, hun kan huske, at han udsatte hende for.

- Jeg mener, det var i slutningen af 1990’erne. Det er jo sådan noget, ens klassekammerater synes er sjovt at drille en med.

- Det var pinligt. Meget pinligt. Det føltes som om, det var allestedsnærværende. På en skoletur hang billedet der lige pludselig hen over et skrivebord, fortæller hun.

I et interview havde Peter Aalbæk Jensen engang fortalt, at han havde været Sigrids mor utro. Det var også noget hun fik smidt i hovedet i skolefrikvarteret.

Sådan var der mange private og grænseoverskridende ting, hun skulle forholde sig til som barn

Sigrid er vokset op i et kollektiv. Begge hendes forældre arbejdede meget, så hun var ikke vant til rammer og rutiner som andre børn. Faste spisetider var der for eksempel ikke noget af.

Hun savnede nærværet fra især sin far, der konstant var på arbejde, og hvis han var hjemme, talte han hele tiden i telefon eller tog sig en lur.

- Som barn drømte jeg om, at mine forældre havde et almindeligt arbejde. At vi boede på en villavej i et parcelhus, og at vi levede et mere klassisk liv – ligesom mine klassekammerater gjorde det, fortæller Sigrid Aalbæk Jensen.

Derfor længtes hun ofte som barn om en anden tilværelse. En tilværelse, hvor der kom nogen hjem fra arbejde til en bestemt tid.

At de sad og spiste sammen hele familien. Det gjorde de ikke særlig ofte.

Men Sigrid forstod at få skovlen under sin fraværende far i ny og næ. Hun syntes, at han var irriterende, så hun gjorde modstand for at få hans opmærksomhed.

Hun husker, hvordan hun som 12-årig fik en flænge i benet, der skulle sys.

Hun sagde til sin lærer, at de skulle ringe til hendes far, for han var der alligevel aldrig, og han havde godt af at prøve at være forælder for en gangs skyld.

Det virkede. Han kom. De tog på skadestuen sammen.

Og han ordnede forretninger over telefonen, imens de ventede.

Mange år senere ramte hendes fars adfærd hende for alvor.

Noget slemt under opsejling

En dag i løbet af 2017 fik Sigrid Aalbæk Jensen en foruroligende sms fra sin far.

Han skrev, at nogle journalister var i gang med at grave i hans fortid – og at det godt kunne blive slemt.

Ingen af dem vidste, hvad der var på vej. Det eneste de vidste var, at journalisterne ringede til alt og alle for at stille spørgsmål om Peter Aalbæk Jensen.

På det tidspunkt var sagen om Harvey Weinstein begyndt at rulle. Filmmanden fra USA, der i årevis havde været på toppen af den amerikanske filmindustri, var ved at styrte i grus.

Hans adfærd overfor en lang række kvinder kom frem i offentligheden og gav luft under vingerne til #Metoo-bevægelsen – begyndelsen på enden for en række magtfulde mænd.

- Jeg blev pludselig usikker på alt. Var min far i virkeligheden sådan en serievoldtægtsmand? Vi anede ikke andet, end at der var noget i gære, fortæller Sigrid Aalbæk Jensen.

Hun har i årevis lidt af angst, og den nyligt opstået situation forværrede hendes tilstand.

Sigrid byggede scenarier op i sit hoved og forestillede sig, hvad der ville dukke op til overfladen.

Angstanfaldende blev hyppigere.

- Jeg var bange for, hvad folk kunne finde på. Jeg var også ked af det på hans vegne. For selvom han kan være et kæmpe røvhul, så er han stadigvæk min far, og jeg holder megameget af ham, siger Sigrid Aalbæk Jensen.

Det offentlige rum føltes pludselig truende.

Ville folk spytte efter dem? Kaste ting efter dem?

Det var tanker, hun bar rundt på, når hun skulle mødes med sin far.

Samtidig fik hun dårlig samvittighed. For hvis hun selv havde det sådan, hvordan måtte det så ikke føles at være ham?

I november 2017 bragte Politiken en artikel, hvor ni tidligere kvindelige ansatte på Zentropa fortalte, hvordan Peter Aalbæk Jensen havde været en central figur i systematiske ydmygelser på arbejdspladsen.

Kvinderne fortalte om alt lige fra at blive taget på brysterne og få smæk i numsen til elever, der blev præmieret for at have groet det længste kønshår.

Der blev arrangeret demonstrationer, husker Sigrid, hvor hendes far blev slået i hartkorn med både Harvey Weinstein og Peter Madsen.

- Det var noget af et selskab at blive en del af, siger Sigrid Aalbæk Jensen.

Sigrid oplevede i perioden, at hendes fars venner og kollegaer trak sig.

Ingen ville have ham med til noget, fortæller hun, og Sigrid begyndte at frygte, hvad sagen ville få af konsekvenser for hendes egen karriere.

Dér faldt hammeren

Paradoksalt har sagen om hendes egen far givet et positivt skifte i branchen, som Sigrid Aalbæk Jensen selv nyder godt af.

Så når hun ser tilbage på sagen, synes hun, det var godt, det der skete.

- Jeg har super meget sympati for dem, der blev udsat for de her ting. Men det var en megahård periode. Det har helt klart været det hårdeste, jeg har oplevet.

Sigrid Aalbæk Jensen var egentlig ikke overrasket over de ting, der kom frem om hendes far. Hun vidste godt, at han kunne gå over folks grænser.

Men hun var vred på ham.

Rigtig vred.

Sammen med sin søster tog hun til Berlin for at komme væk fra det hele og få talt det hele igennem.

Fraværet. Pinlighederne. Alt det, der havde ulmet. Og nu skandalen.

Sigrid havde fået nok.

- Der faldt hammeren. Alt kom ud som sådan en omgang bræk, imens han lå ned i forvejen.

Under deres eksil ringede de ham op flere gange. De skældte ham ud. Stillede spørgsmål. Ville have svar på alt det, de havde hørt af rygter og sladder.

Sigrid husker, at hendes far var dårlig til at modtage deres skældud. Han modargumenterede og sagde ikke undskyld.

- Vi sagde sådan noget som: ”Har du overhovedet tænkt på os nogensinde med det dér?!” Og jeg kan huske, at han svarede: ”Nej, det har jeg ikke”.

- Det var ligesom bare hans måde at være i verden på. Sådan tolkede jeg i hvert fald de ting, han sagde. Det var superirriterende. Men også noget jeg har stor respekt for, siger Sigrid Aalbæk Jensen.

Døtrenes skældud over telefonen dengang har Peter Aalbæk Jensen ingen erindring om, fortæller han.

- Det er ikke indenfor mit modus operandi at tale om følelser, siger han.

Til gengæld blev han meget overrasket over, at døtrene kort efter deltog i et radioprogram på Radio24syv, hvor de fortalte om deres oplevelse af ham som far.

Det glædede ham meget, fortæller han. Han oplevede det som modigt og helt på sin plads, at de løftede røsten og kom med deres indspark.

- Men jeg husker ikke skældud eller følelsesmæssige udbrud, som jeg er galvaniseret imod efter så mange år i den kreative branche, siger Peter Aalbæk Jensen.

Det går nok

Sigrid Aalbæk Jensen er vokset op i skyggen af en patriark.

En far, der helst ikke vurderer fortidens handlinger – og som selv har sagt, at gamle mænd kan have en tendens til at fortolke alting i deres egen favør.

Alligevel har hun forsøgt at gøre op med det, hun selv har båret rundt på. Blandt andet ved at gå i terapi med sin far, som man ser det i dokumentarfilmen ’Patriarken’.

Det har ikke ændret ham, forklarer hun.

Men det har ændret noget andet.

- Det har været fedt at have et rum, hvor jeg kunne få sagt de ting, jeg synes har været svært. Det letter rigtig meget, synes jeg, siger Sigrid Aalbæk Jensen.

I dag kan hun lettere slappe af i hans selskab, fordi hun har sagt det, der før bare var der.

Han har specifikt fortalt hende, at han har besluttet sig for ikke at fortryde noget. Det synes hun er åndssvagt, men også befriende på sin egen måde.

- Det kan jeg også selv bruge som forælder. Det går nok. Jeg gør det så godt, jeg kan. Det gør vi jo alle sammen. På den måde kan det være meget befriende.

Sigrid Aalbæk Jensen kan se, at hendes far er mere nærværende som morfar.

Familien bor nu tre generationer sammen, og noget af det, hun selv savnede som barn, det får hendes egne børn i dag.

Det har givet hende et andet blik på sin far.

Det laver ikke om på fortiden. Men i dag ved hun, hvad den har gjort ved hende.

Og vigtigst af alt – hun har fået et sprog for det.

'Patriarken' har premiere 8. april på TV 2 og TV 2 Play.