Efter seks år med forgæves forsøg på at få pandaerne i Københavns Zoo til at parre sig naturligt, opgiver den zoologiske have nu.

I stedet vil Zoologisk Have i år inseminere hunpandaen Mao Sun, lyder det i en pressemeddelelse.

- I lyset af at en naturlig parring ikke er sket gennem seks sæsoner, er kunstig sædoverførsel et velprøvet redskab, der gør det muligt at understøtte en vigtig del af dyrets adfærd, siger zoologisk direktør Mads Frost Bertelsen.

- Hvis det lykkes, vil det bidrage til både dyrevelfærden og artsbevarelsen.

Pandaerne Mao Sun og Xing Er kom til København fra Kina i 2019, og siden da har det været Zoologisk Haves mål, at pandaerne skulle reproducere sig naturligt.

Men der kommer altså ikke et syvende forsøg i år, da den zoologiske have nu vurderer, at de to pandaer ikke kommer til at parre sig naturligt.

Ingen granti for pandaunger

Insemineringen af Mao Sun kommer til at finde sted uden publikum i pandaernes indeanlæg. Pandaen er kortvarigt bedøvet under insemineringen.

- Det er vigtigt for os, at processen foregår så roligt og kontrolleret som muligt - med fuldt fokus på dyrenes trivsel og det veterinære arbejde, siger Mads Frost Bertelsen.

Hunpandaen kommer inden da til at blive overvåget gennem blandt andet urinprøver, da insemineringen skal planlægges præcist i forhold til ægløsning, lyder det.

Der er dog ingen garanti for succes.

Kinas avlsprogram har gennem årtier insemineret pandaer, men sandsynligheden for drægtighed er kun på omkring 40 procent.

Skulle det lykkes Mao Sun at blive drægtig, vil en pandaunge efterfølgende blive hos moderen i de første to-tre år. Herefter bliver pandaen en del af avlsprogrammet, der har base i kinesiske Chengdu.

De to pandaer i København er lejet af Kina for et beløb i omegnen af 100 millioner kroner.

De bor i et anlæg, der er tegnet af Bjarke Ingels Group, og som har kostet 160 millioner kroner, som en række sponsorer har doneret til Zoologisk Have.

Der findes pandaer i en række zoologiske haver i Europa, blandt andet i Berlin, hvor et tvillingepar kom til verden i 2019.

Også i Frankrig og Belgien er det lykkedes at få pandaerne til at formere sig i fangeskab.