Offerrådgivningen i Danmark oplevede i 2025 det højeste antal rådgivninger nogensinde. Det skriver organisationen i en pressemeddelelse.
På landsplan gav Offerrådgivningen 7914 rådgivninger i 2025. Det er en stigning på 10,9 procent i forhold til 2024.
I Midt- og Vestjylland er udviklingen tydelig.
Sidste år gav Offerrådgivningen 624 rådgivninger i landsdelen, hvilket er en stigning på 23,5 procent i forhold til 2024.
- Mange tror, de skal klare det alene, men det kan gøre en stor forskel at tale med nogen, der lytter og forstår situationen, siger Birgit Hesselvig Nielsen, lokalformand for Offerrådgivningen i Midt- og Vestjylland.
I 2025 handlede de hyppigste henvendelser om vold i parforhold og nære relationer, vold, seksuelle krænkelser begået mod personer over 15 år og IT-kriminalitet, som fx digital svindel.