Støttepuljer og -ordninger, der skal hjælpe borgere i områder truet af oversvømmelser, risikerer at øge skævheden i Danmark.
Det skyldes, at den nuværende hjælp især er målrettet mod at redde værdier.
Det siger Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd, til Jyllands-Posten på baggrund af en ny rapport fra DTU.
- Vi frygter en virkelighed, hvor det i endnu højere grad er de områder, hvor værdierne er størst, der får mest hjælp, siger Damsgaard til mediet.
Landdistrikternes Fællesråd peger på, at det særligt er områder som Gentofte og København, der står til at drage stor fordel af det på grund af de gennemsnitlige kvadratmeterpriser, som er langt højere end øvrige udsatte områder i landet.
- Det giver nogle vidt forskellige muligheder for borgerne alt efter, om de bor i et yderområde med lave boligværdier eller i København med høje priser. Det, mener vi i landdistrikterne, at der skal kigges ind i. Fordi det handler om mennesker, der har en bolig og en hverdag og går på arbejde. Præcis ligesom man gør i de større byer, siger Steffen Damsgaard.