Syddjurs Kommune har konstateret et indbrud i en kommunal bygning i Ebeltoft.
En dør er blevet forsøgt sparket ind til et kontor, og et andet sted i bygningen mangler et pengeskab.
Det menes, at tyvene i weekenden inden mandag 23. marts kom ind i bygningen gennem en terrassedør ved kantinen.
I pengeskabet var der omkring 60 dokumenter med personfølsomme oplysninger. Det betyder, at cirka 120 borgere er blevet ramt af et alvorligt brud på deres personlige data.
Maskerede indbrudstyve
En enkelt videooptagelse viser to maskerede indbrudstyve, men der er endnu ingen oplysninger om, hvorvidt politiet er tættere på at opklare sagen, fortæller pressechef i Syddjurs Kommune, Ole Bjarke Nielsen.
- Vi har indberettet hændelsen til Datatilsynet, og vi har sendt et brev til de muligt berørte borgere med en beklagelse og en vejledning i, hvad det kan betyde i forhold til risiko for identitetstyveri.
- I brevet er der også oplysninger om, hvordan de kan få yderligere rådgivning, fortæller Ole Bjarke Nielsen til TV2 Østjylland.
Ud over personlige oplysninger lå der også nøgler i pengeskabet til cirka 20 midlertidige boliger for flygtninge. Alle beboere er blevet kontaktet, og låsene er blevet skiftet for at gøre det sikkert igen.
Der var også ti opholdskort til flygtninge, som endnu ikke var hentet. Det er blevet meldt til Datatilsynet.
Syddjurs Kommune oplyser, at indbruddet betyder, at sikkerheden bliver forbedret. Der vil blandt andet blive sat flere overvågningskameraer op og installeret flere elektroniske dørlåse i bygningen.