Torsdag aften klokken 23.17 modtog Nordjyllands Politi en melding om en bygningsbrand på Ærøvej i Frederikshavn.
Der var opstået røg i en gang i huset, mens to personer lå og sov.
- Det var meget heldigt, at de vågner og kan lugte røg og kommer ud, siger Christian Tilsted, der er vagtchef hos Nordjyllands Politi.
Beboerne fik selv ringet 114. Ingen af dem er kommet noget til.
- Selve ilden er død af sig selv på grund af iltmangel, fortæller vagtchefen.
Der var derfor heller ikke et stort slukningsarbejde for beredskabet, og der er kun kommet indvendige skader på huset.