Der var minus 16 grader udenfor, og det blæste 12-15 meter i sekundet.

Smedelærlingene Frederik Bruun og Magne Buus Thomsen var i praktik i Mo i Rana i Nord-Norge på grænsen til den nordlige polarcirkel.

For dem startede dagen kold og blæsende, når de gik fra deres lejlighed over til en anden bygning for at få morgenmad.

- Det er noget af et kuldechok, man får, når man skal over i kantinen, og man skal holde godt fast for ikke at flyve ad helvede til, lyder det fra Frederik Bruun.

Men efter fyraften fik de et andet indtryk af, hvad det kolde nord også havde at byde på.

Se første afsnit af tv-serien 'Verden som læreplads' herunder - artiklen fortsætter efter videoen:

Masaikriger med på toilet

Udover Frederik Bruun og Magne Buus Thomsen møder man i tv-programmet en gruppe industriteknikerlærlinge i Texas i USA og en gruppe mekanikerlærlinge i Kenya i Afrika.

Kenya-gruppen boede tæt på en flod, hvor der både var krokodiller og flodheste.

Det betød, at de skulle tilkalde en masaikriger, når de skulle over til toiletbygningen, når det var mørkt udenfor.

Snekæder på skoene

Frederik Bruun og Magne Buus Thomsen boede 10 minutters gang fra deres praktiksted, Momek Group, i Nord-Norge.

Og der var hverken eksotiske eller farlige dyr i nærheden.

Til gengæld var byen omkranset af bjerge, og hver mandag arrangerede deres arbejdsplads en frivillig gåtur efter fyraften.

- Jeg plejer ikke at være den største fan af vandreture. Jeg vil meget hellere cykle eller at tage bilen, siger Frederik Bruun i tv-programmet.

Men med nyindkøbte snekæder til skoene sagde han alligevel ja til at tage med på turen.

Og han fik sig en oplevelse.

På toppen af bjerget kunne de se ud over byen Mo i Rana, og selvom de fik varmen og et par vabler undervejs, gjorde turen stort indtryk på de to nordjyder.

- Det var utroligt hyggeligt at komme op på toppen. Der var en gammel træhytte med et kæmpe bålfad i midten, hvor vi alle sammen kunne sidde omkring og få varmen og egentlig bare nyde udsigten og være lidt stolte af os selv, forklarer Magne Buus Thomsen.

Følg lærlingenes eventyr i 'Verden som læreplads' på TV 2 Play og YouTube.