Læsøs konservative borgmester, Niels Odgaard, er blevet ny formand for Det Nordjyske Fiskerikommune Netværk, skriver Læsø Kommune i en pressemeddelelse.
Han overtager posten efter Hjørrings borgmester Søren Smalbro (V).
Det Nordjyske Fiskerikommune Netværk er et politisk samarbejde mellem de kommuner, der er afhængige af fiskeri i Nordjylland. Netværket arbejder på at skabe øget politisk fokus på erhvervets betydning for de seks medlemskommuner.
- Fiskeriet har ikke fået færre udfordringer gennem de sidste år. Derfor er det rigtig vigtigt, at Nordjyllands fiskerikommuner fortsat styrker fokus på at få reel politisk indflydelse på den nationale fiskeridagsorden, som kommer fra Christiansborg og forskellige organisationer. Jeg vil gøre mit bedste for at sikre det fælles samarbejde til gavn for nordjysk fiskeri, siger Niels Odgaard.
De seks fiskerikommuner tæller Frederikshavn, Læsø, Hjørring, Thisted, Jammerbugt og Morsø kommuner.
Neils Odgaard siger videre, at erhvervet er yderst vigtigt for Nordjylland, fordi det har stor betydning for beskæftigelsen, bosætning, og skattegrundlaget i de omtalte kommuner, ligesom de skaber mange afledte erhverv. Cirka to tredjedele af fiskeriets landinger landes i Nordjylland.