På en ejendom øst for Sindal er Karen Kirketerp i gang med et projekt, der kommer til at ændre landskabet markant.
Hun planter 27 hektar ny skov, og når træerne er i jorden, vil hendes skov dække næsten 100 hektar.
De nye områder bliver placeret, så de binder de eksisterende skovstykker sammen til ét stort naturområde – noget man sjældent ser på privat jord i Nordjylland.
- Det betyder meget for mig, at skovene hænger sammen. Det giver både mere natur og en bedre helhed, siger hun.
Fra besværlige marker til naturforbindelser
De arealer, der nu bliver til skov, har tidligere været brugt til blandt andet juletræer. Men markerne er små og skæve, og med moderne maskiner har de været svære at dyrke. Derfor giver det mere mening at lade dem blive til natur, fortæller Karen Kirketerp.
Nogle af de gamle juletræer får lov at blive stående for at give læ til de nye planter.
Skovrejsningen har været hendes ønske i mange år, men først efter et generationsskifte kunne hun sætte projektet i gang. Med støtte fra Klimaskovfonden begynder plantningen i foråret 2026.
En skov, der skal vokse videre efter hende
Selvom skovfogeden har valgt de fleste træarter, insisterede Karen Kirketerp på, at der skulle være egetræer. Resten bliver en blanding af arter, der gør skoven robust og varieret, og som samtidig giver gode forhold for jagten, som familien lejer ud.
For hende handler projektet dog om mere end jagt og træsorter.
Noget af den nye, blandede skov vil blive plantet op af en bøgeskov og dermed bliver der samlet set skabt en mere varieret skov over tid.
- En bøgeskov er da flot, men jeg synes personligt, at en blandet skov er meget smukkere at gå i. Det med skove er jo mega langsigtet. Jeg er 45 år. Den her skov, jeg planter nu, bliver hovedsageligt til mine efterkommere. Det er dem, der får den store, flotte skov, siger Karen Kirketerp.
