Lige nu hænger der socialdemokratiske valgplakater overalt - i træer, på lygtepæle, du har set dem. Men nogle af dem er betalt på en måde, der får eksperter til at råbe op.
TV 2 har fået fat i en faktura, der afslører noget shady: En nyoprettet forening med tidligere fagbosser og en tidligere socialdemokratisk topminister betaler for partiets valgkamp.
Vi snakker ikke småpenge. Fakturaen viser, at foreningen har smidt over 50.000 kroner efter Socialdemokratiets valgplakater, strips og andet kampagnemateriale.
Flere eksperter kalder det direkte snyd. De siger, at Socialdemokratiet på den måde omgår reglerne om partistøtte - altså de regler, der skal sikre, at vi alle ved, hvem der finansierer vores politikere.
"Den her foreningsfinte med at skjule partistøtte er i klar strid med ånden i loven," siger juraprofessor emeritus Jørgen Albæk Jensen fra Aarhus Universitet.
"Det er meningen, at der skal være gennemsigtighed, men det undgår Socialdemokratiet som de fleste andre partier ved at bruge den her finte."
Han får opbakning fra en lektor i statskundskab på Københavns Universitet, der også mener, at det her er problematisk for demokratiet.