Opdatering 17.40: Autotransporten er endelig nået frem og er ved at fjerne bilen fra 1. vognbane. Politiet forventer at begge vognbaner er åbne igen om kort tid.

Et uheld på motorvej E45 betyder lige nu, at den ene vognbane er helt spærret i nordgående retning.

Uheldet skete på strækningen mellem Hobro Nord og Haverslev, hvor to biler stødte sammen. Det oplyser Nordjyllands Politi.

"Vi har en patrulje på stedet, og 1. vognbane er pt spærret, da der holder et havareret køretøj midt i vognbanen. Vejhjælp er på vej frem," lyder det fra politiet, der har en positiv melding fra ulykkesstedet.

"Det ser ikke ud til, de implicerede er kommet alvorligt til skade. Der er meldinger om nakkesmerter, så en ambulance er kaldt til stedet," oplyser vagtchef Christian Tilsted.

Hos Nordjyllands Politi har man en klar besked til bilisterne:

"Vi opfordrer til, at man kører forsigtigt og afpasser hastigheden, når man passerer uheldet."