Det er ikke hver dag, du ser en hval på en dansk strand. Men det var præcis det, der skete ved Ålbæk lørdag eftermiddag, da en kæmpe hval blev fundet strandet på kysten.
Og nyheden spredte sig som en løbeild blandt nordjyderne. Pensionist Tove Pedersen var en af de mange, der måtte se det med egne øjne: "Vi skulle ud at gå tur med hunden, så vi besluttede os for, at vi måtte hen og se, om der var en hval," fortæller hun.
Alice Kongsløv fra Birkerød fik også tippet. Hun holder ferie i sit sommerhus ved Ålbæk, da vennerne pludselig skrev: "Der er nogle venner, der sendte besked om, at der var strandet en hval, så derfor tog vi herned," forklarer hun.
Men de to kvinder var langt fra alene om at have fået den ide. Faktisk var der så mange mennesker på vej til stranden, at det blev et helt tilløbsstykke.
Biler holdt parkeret så langt, som øjet kunne se, og flere hundrede nysgerrige mennesker havde fundet vej til den nordjyske strand. Selvom vejret var koldt og ikke ligefrem indbød til strandtur, kunne det ikke holde folk væk fra det spektakulære syn.
"Det er noget af et tilløbsstykke. Jeg har aldrig set så mange mennesker her på denne strand på en gang og slet ikke i sådan noget vejr som det her. Kulden går jo..." siger en af de tilstedeværende.