En 31-årig tidligere rocker fra Hells Angels er blevet tiltalt for psykisk vold og blufærdighedskrænkelse, der angiveligt fandt sted i rockergruppens klubhus.

Da politiet ransagede mandens nuværende hjem i Nykøbing Falster, fandt de en hel samling våben. Blandt andet flere knive, hjemmelavede våben og en trækølle med metalpigge. Men manden nægter blankt, at våbnene tilhørte ham.

Det han derimod kan erkende, er at insulinen, testosteronet og kokainen, som politiet også fandt på adressen, var hans. Alt sammen til eget forbrug, forklarer han.

Retten har afsat hele fire dage til at behandle straffesagen mod den tidligere rocker. Det tyder på, at der er mange detaljer at komme igennem i denne sag, som giver et sjældent indblik i, hvad der foregår inden for rockermiljøet.