Langt de fleste nye job, der bliver skabt i år vil blive skabt i hovedstadsområdet. Det viser en prognose fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Af de 23.000 personer, der forventes af komme i beskæftigelse frem mod 2027, så vil 14.500 af dem få job i områderne Nordsjælland, Københavns Omegn, Østsjælland og Byen København.
”Vi ser en tendens til, at jobskabelsen bliver mere koncentreret omkring de største byer. I de kommende år forventer vi, at fire ud af fem job bliver skabt i Østjylland og hovedstadsområdet. Det viser en tydelig skævhed,” siger Frederik Olsen, analytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i en pressemeddelelse.
”Den skævvridning peger på flere behov. Der skal investeres i en god transportinfrastruktur, så det er let at pendle mellem landsdele. Samtidig skal vi sikre gode uddannelsesmuligheder i hele landet og styrke rammerne for små og mindre virksomheder uden for de største byområder,” siger Frederik Olsen.
Den procentvise fremgang i Østjylland og København forventes at stige med 1,4 procent, mens man i Vest- og Sydsjælland forventer et fald på 0,5 procent frem mod 2027.