Tre elever fra 7. klasse på Skt. Josef Skole i Roskilde udfordrer nu statens omdiskuterede ejendomsvurderingssystem med deres egen enkle model.
Statens system har kostet milliarder og mødt kritik. Men de tre drenge har udviklet et alternativ baseret på data og regneark.
-Vi havde hørt ret meget fra vores forældre, og de var meget sure over det her ejendomsvurderingssystem fra staten, siger Lukas Præst Mazibrada.
Vinder pris
Modellen bygger på seks parametre som for eksempel salgspriser, kvadratmeterpris, prisudvikling og energimærkning.
-Vi har lavet et ejendomsvurderingssystem, som er meget mere gennemskueligt, siger Vitus Alexander Jul Albrechtsen.
Projektet har allerede fået anerkendelse. Drengene har modtaget en pris ved Unge Forskere 2026.
-Noget af det, som juryen har lagt vægt på, det er jo, at projektet arbejder sindssygt dygtigt med datahåndtering, siger programleder Katrine Bruhn Holck.
Myndighederne er interesseret
Om modellen kan bruges i stor skala er endnu uvist. Men interessen er vakt hos myndighederne.
Direktør, Anne-Sofie Jensen fra Vurderingsstyrelsen skriver til os:
- Vi har læst om drengenes arbejde, og vi synes, det er spændende, at de interesserer sig for ejendomsvurderingerne og har skabt deres egen vurderingsmodel. Det vil vi rigtig gerne høre mere om, og vi kommer til at invitere drengene på besøg i Vurderingsstyrelsen i løbet af foråret.
Det ser drengene frem til.
-Det bliver sjovt ja, jeg glæder mig til at prøve at se, hvad de siger, siger Vitus Alexander Jul Albrechtsen.
Kritik fra skoleelev
Ifølge deres lærer handler projektet også om at styrke nysgerrighed og innovation.
-Det er jo det, som den her konkurrence kan. Den kan sætte nysgerrigheden i spil. Den kan skubbe de gode ideer fremad, siger lærer Espen Niller Højmark.
Drengene er dog ikke i tvivl om deres kritik af det nuværende system.
-Vi vil mene, at staten har brugt alt for mange faktorer og gjort det alt for uigennemsigtigt. Så det er meget svært at forstå, siger Vitus Alexander Jul Albrechtsen.