Ældre ofre for telefonsvindel og SMS-svindel udsættes for massiv og langvarig manipulation af svindlerne.

Det viser en netop offentliggjort undersøgelse, som forskere fra Roskilde Universitet har lavet for Det Kriminalpræventive Råd.

- Ofte handler svindlerne koldt og kynisk, og det bliver tydeligt i den nye rapport: Svindlerne manipulerer systematisk ofret til at overføre penge ved at opbygge tillid og tryghed – ofte over længere tid og i forskellige situationer. Det gør det ekstremt svært for ofrene at beskytte sig imod digital svindel, og det skal vi sætte målrettet ind over for, udtaler Erik Christensen, der er formand for Det Kriminalpræventive Råd, i en pressemeddelelse.

Når de ældre bliver udsat for såkaldt kontaktbedrageri, lider de ikke kun økonomiske tab.

Svindlen har også negative følelsesmæssige konsekvenser for ofrene og påvirker både helbredet og trygheden. Faktisk vækker bedraget så stærke følelser, at det må betragtes som et overgreb, konkluderer undersøgelsen.