Efter tre dages intens konkurrence har knap 300 unge fra 48 forskellige fag nu fået sat punktum, og medaljerne er uddelt.

Danmarks dygtigste konditorer, industriteknikere, møbelsnedkere, mediegrafikere, frisører og deltagere fra en lang række andre fag kan nu kalde sig Danmarksmestre.

Og også en hel del nordjyder. I 11 ud af 48 kategorier blev det til en hjemmebane sejr.

Formanden for SkillsDenmark, Søren Heisel, er stolt over årets felt.

- Vi har set unge mennesker levere håndværk og faglighed i absolut verdensklasse. Det lover rigtig godt for fremtidens faglærte, siger han.

Storm, solskin og stærk vilje

Årets DM i Skills blev gennemført på trods af en dramatisk optakt. For blot to uger siden lagde en storm et helt telt ned og ødelagde store dele af pladsen. Alligevel stod alt klar til tiden.

- Jeg må sende en kæmpe tak til alle, der knoklede ekstra. Alt har stået knivskarpt, og energien har været fantastisk, siger Søren Heisel.

Solen har tilmed skinnet over Hjørring under hele mesterskabet, og det har sat sit tydelige præg på stemningen blandt både deltagere, udstillere og de mange tusinder af besøgende.

Du kan se endnu mere DM i skills i vores liveblog her:

Inspiration til næste generation

For SkillsDenmark er formålet ikke kun at kåre vindere, men også at åbne unges øjne for mulighederne i en erhvervsuddannelse.

- Mange tager herfra med nye perspektiver og inspiration – og det er netop det, vi ønsker. At vise, hvor mange spændende veje der er, og hvor fedt et valg en erhvervsuddannelse kan være, siger Heisel.

Du kan se den fulde vinderliste her: