Busbranchens problemer med talrige fejl på busser og frustrerede chauffører kan ledes direkte tilbage til Midttrafik, der er det ansvarlige trakfikselskab.
Det mener fagforeningen 3F.
- Det er en presset branche, fordi man som trafikselskab ikke ser nok på godt arbejdsmiljø, sikre busser og penge til drift, siger Elaine Larsen, der er forhandlingssekretær ved chaufførernes fagforening, 3F.
Hendes kritik kommer i kølvandet på historier om chauffører fra Herning Turist, der offentligt kritiserer sikkerheden på de busser, selskabet kører med på ruter til og fra Silkeborg.
Tidligere i år lød samme kritik fra ti chauffører ansat ved GoCollective efter en tragisk busulykke på Djursland, hvor to personer mistede livet.
Elaine Larsen mener, at de talrige eksempler på busser, der kører med fejl og tændte advarselslamper peger tilbage på Midttrafik, der ifølge 3F har et ensidigt fokus, når de skal vælge leverandør til busruterne i Region Midtjylland.
- Der er ikke penge til at drifte ordentligt, og man ikke kigger på ordentligt chaufførforhold, ordentlig sikkerhed og ordentlig kvalitet i driften, siger Elaine Larsen.
Herning Turist erkender, at de har for mange tekniske fejl på deres busser. Men de afviser, at der er fejl, der har betydning for passagernes sikkerhed.
'Alvorlig udfordring'
Den aktuelle kritik og kritikken fra chaufførerne i GoCollective er en tendens, de oplever hos 3F.
- Desværre er det en problematik, vi jævnligt oplever i branchen generelt. Nu er det jo forskellige fejl. Nogle af dem er måske mindre alvorlige, og andre er mere alvorlige, siger Elaine Larsen.
Jeanette Petersen er en af de chauffører, der står offentligt frem med sin kritik af Herning Turist. Hun fortæller blandt andet, at hun i januar nægtede at køre i en bus, fordi instrumentbrættet lyste med en række advarselslamper. Samtidig var der ikke varme i bussen.
Kort efter blev hun indkaldt til samtale med sin teamleder og direktør, hvor hun fik en klar besked om, at hun ikke skulle nægte at køre en bus en anden gang. Heller ikke, når instrumentbrættet viser, at der er flere fejl på bussen.
- Jeg synes altid, det er en alvorlig udfordring, hvis chaufførerne bliver presset til at køre i busser, der ikke lever op til de forskrifter og de standarder, der bør være. Det skaber et utrygt arbejdsmiljø, det skaber en utryghed for chaufføren.
TV2 Østjylland har forelagt Herning Turist Jeanette Petersens kritik. Det er de ikke vendt tilbage på.
Elaine Larsen og 3F vil arbejde for, at arbejdsmiljø og sikkerhed bliver en del af de kommende udbud, når Midttrafik skal finde leverandører til sine ruter næste gang.
I dag er den billigste pris den altoverskyggende faktor ifølge hende.
- I udbud kunne trafikselskaber kigge mere på sikkerhed og sundhed og arbejdsmiljø og kvalitet i driften. Både for operatørerne og for chaufførerne, så man tager de her problemstillinger mere alvorligt i udbuddene, og så lad være med kun at kigge på priserne.
Åben - men tilfreds
Hos Midttrafik afviser man kritikken. Planchef Henrik Juul Vestergaard er klar til at se på, om der skal ændres i deres udbud, men han mener, at der allerede bliver taget højde for sikkerhed og arbejdsmiljø.
- Vores mål er jo ikke at få noget så billigt som muligt. Vores mål er faktisk at få en kvalitet for vores kunder. Det er jo det, vi lever af i det daglige. Så det er jo det, der er det vigtige for os. Sikkerhed og kvalitet. Så jeg synes jo, vi skal være åbne for det her. For at kigge nærmere på det, siger han.
Henrik Juul Vestergaard fortæller, at de vurderer leverandørers tilbud ud fra en række parametre, hvor selskaber som Herning Turist skal leve op til en række minimumskrav for eksempelvis sikkerhed.
- Vi synes faktisk, at vores udbudsmodel, som den er, tager højde for de her ting, siger han.
I forbindelse med chaufførernes kritik af Herning Turist har Midttrafik bedt om en redegørelse fra selskabet.
- Det er klart, at hvis alt det her står for troende, som jeres chauffører siger, så lyder det som om, der er et problem. Men det er jo det, vi skal nærmere i dialog med Herning Turist om. Om at forstå deres side af sagen her, siger Henrik Juul Vestergaard.