Nordjyllands Politi har i den seneste tid ledt med lys og lygte efter René, en 38 årig mand, der sidst er set 29. marts i Hals. Men indtil nu uden held.
Flere gange har politiet foretaget eftersøgninger i områderne omkring Hals, ligesom man har opfordret borgerne til at kigge efter i skure, garager, sommerhuse og på gåturen i skovene og i byen.
Politiet har også haft vandsøgende hunde til at eftersøge flere områder, mens man også har samarbejdet med organisationen missing people - men også uden held.
Modtager fortsat tips
Eftersøgningen af René er dog langt fra slut.
- Vi har været ude med vores hunde og har søgt de seneste par dage, ligesom vi fortsat samarbejder med missing people', fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Thomas Ottesen.
Vagtchefen oplyser desuden, at man fortsat modtager tips fra borgere, og at politiet undersøger dem løbende.
En af de pårørende til den forsvundne mand har desuden rakt ud til folk og bedt om hjælp på Facebook.
'Det er en dybt ulykkelig situation, som selvskrevet nok, berører alle som kender René, og vi ønsker for alt i verden, at han bliver fundet nu, både for familiens skyld. Men i den grad også af respekt for René', lyder det fra Pernille Klarskov Vinter Popenda i et opslag.
