Der var bidemærker i en hundehvalp, men den var ikke spist.

En ulv slog til hjemme hos Bjarne Sivebæk Mikkelsen. Blot 20 meter fra stuehuset satte den tænderne i en tre måneder gammel hundehvalp og slæbte den omkring 900 meter ind i en skov.

Mellem Ramme og Bøvlingbjerg bor Bjarne Mikkelsen og hans hustru på en landejendom sammen med deres hunde. Indtil onsdag havde de en tysk ruhåret jagthund og to hvalpe.

Onsdag, da Bjarnes hustru kom hjem fra arbejde, lukkede hun de tre hunde ud i haven.

- Hun kunne ikke kalde den ene hvalp og hundemoren til sig, fortæller Bjarne Mikkelsen.

Da han selv kom hjem fra arbejde, vendte den fuldvoksne hund tilbage – alene. De satte straks en eftersøgning – både til fods og i bil – i gang.

Efter aftensmaden gik de igen ud for at lede efter den tre måneder gamle hvalp. De fandt den cirka 900 meter fra boligen.

- Vi blev utroligt kede af det. Den var kun tre måneder gammel, og vi havde tænkt os at beholde den. De andre hvalpe er solgt, siger Bjarne Mikkelsen.

Parret var i tvivl, men mistænkte, at en ulv kunne stå bag. Torsdag morgen fik de besøg af en vildtkonsulent fra Naturstyrelsen, som kunne bekræfte mistanken.

Konsulenten fortæller til Folkebladet Lemvig, at der er tale om en ulv.

- Det er med sikkerhed en ulv, der har dræbt hunden. Det har vi konkluderet på baggrund af bidmønsteret, siger vildtkonsulent Jens Henrik Jacobsen til mediet.

Og det er noget, der er svært for Bjarne Mikkelsen at leve med.

- Hvis vores hvalp var løbet op i skoven og var blevet taget der, så var det dens egen skyld. Det kunne jeg nemmere acceptere, siger Bjarne Mikkelsen.

Ifølge de officielle retningslinjer fra Naturstyrelsen, så anbefaler man ikke hundeejere at lade hundene strejfe frit på ens grund, hvis man bor i et område med ulve.

Har du ikke selv et ansvar for at holde styr på din hund? Du bor ikke langt fra Klosterheden, hvor du jo ved, der er ulve.

- Det er muligt. Men hvis ikke kan lukke vores hund ud, så skal vi ikke have hunde. Det er en del af det at bo ude på landet, hvor man har en hund, der står indkørslen og gør og byder os velkomne, når vi kommer hjem.

Ægteparret bor på en 25 hektar stor grund med tilhørende skov, så der er god plads.

- Jeg synes bare ikke, det er rimeligt, at man ikke kan have sine hunde ude, uden de skal ædes, siger Bjarne Mikkelsen og tilføjer:

- Vi har seks børnebørn. Nu er det lige før, vi ikke tør lukke dem ud og lege.

De har solgt seks ud af otte hvalpe. Den sidste skulle egentlig også have været solgt, men den beholder de nu.