- Jeg går efter en Taylor Swift-plade og sådan lidt andet forskelligt.
Sådan siger Maria Fredslund, der siden klokken halv tre i nat har stået i kø foran pladebutikken Læsehesten i Aalborg.
Her har hun stået for at få fingrene i en særlig Taylor Swift-udgivelse, der kun er i handlen lørdag. Og for at maksimere sine chancer, står hendes kæreste i en pladekø et andet sted i byen. Hun vurderer dog sin egnen chance til at være stor.
- Den er ret stor, når jeg står som den første i køen, siger hun med et smil.
Lørdag er det nemlig Record Store Day, der er en årlig begivenhed, hvor selvstændige pladeforretninger overstrømmes med kunder.
For på dagen er der helt særlige LP-udgivelser, der kun bliver handlet denne dag, medmindre man er heldig at finde eksemplarerne til salg diverse steder dagen efter i privat salg og ofte til den firedobbelte pris.
Og for fans af Taylor Swift er singlen 'Elizabeth Taylor' ude i en særlig udgivelse i dag.
15.000 LP'er i samlingen
Men det er ikke den eneste særudgivelse. For i dag kan man også få fingrene i en særlig David Bowie udgivelse.
- Det er noget, hvor det er Pet Shop Boys, der har remixet. Det skal jeg bare have til min samling, fortæller Tom Visti, der er ægte pladenørd.
Han har en hobbysamling, der tæller 15.000 LP'er.
- De har været der hele mit liv. Jeg startede med at købe plader, da jeg var omkring 14 år. Og det har jeg samlet på lige siden, fortæller pladeentusiasten.
Og det er også en dag, der er stor for en garvet pladepusher som Lars Christensen, der ejer pladebutikken.
- Interessen er stor, og i år har været det største fremmøde, der nogensinde har været. Der var over 100 i kø, og jeg vil sige, at det primært er på grund af Taylor Swift, fortæller indehaveren, der i formiddags havde ti tilbage af verdensstjernens single, siger han, inden fortsætter:
- Det er jo nogle plader, der kun kommer i dag, som er i begrænset oplag. Og nogen er kun i 500-700 eksemplar, og så er der nogen, hvor der måske er 5000 - men det er jo til hele verden samtidig. Så det er jo ikke fordi, der er mange af nogen.
