Hvis internettet går ned, kan man nu betale med både betalingskort og wallets i op til syv dage i de fleste dagligvarebutikker.
Det skriver Nationalbanken i en pressemeddelelse.
- Vi er landet på en teknisk løsning, der også gør det muligt at betale med mobiltelefonen – altså med en wallet – offline. Dermed passer løsningen til danskernes foretrukne betalingsmåder, siger Ulrik Nødgaard, der er direktør i Nationalbanken og formand for Betalingsrådet, i pressemeddelelsen.
Beredskabet er på plads i de fleste dagligvarekæder og vil i løbet af september også være rullet ud til alle danske apoteker.