Hvis man lagde vejen forbi Rema 1000 fredag eftermiddag i den sydlige ende af Struer, fik man sig et vildt syn. Der var nemlig gået ild i en kabinescooter ude på parkeringspladsen.
- Den bliver nok svær at reparere, konstaterer Michael Christensen, der er indsatsleder ved Nordvestjyllands Brandvæsen.
Det er uvist, hvad der har sat gang i branden. Sikkert er dog, at kabinescooterens ejer var inde at handle, da da branden opstod.
- Da mit hold ankommer er den fuldt overtændt, siger indsatslederen.
Heldigvis var kabinescooteren ikke udstyret med de drilske lithium-batterier, hvilket ifølge indsatslederen gjorde det nemmere at få bugt med flammerne.
- Almindelige batterier selvvarmer ikke på samme måde. Nu har vi slukket branden og rullet bånd rundt om den. Herfra er det ejerens problem at få den fjernet herfra, afslutter indsatslederen.
Der var i alt fem brandfolk tilstede, da branden stod på.