Som barn i Budapest havde Péter Magyar et billede af Viktor Orbán hængende over sin seng. Dengang var Orbán et ikon for Ungarns spirende demokrati og en markant skikkelse i opgøret med kommunismen.

I dag er rollerne byttet rundt. Den 45-årige Péter Magyar er nu selv blevet samlingspunkt for en politisk bevægelse, der for første gang i mange år for alvor truer Orbáns magt.

Efter 16 år ved roret har premierministeren ifølge kritikere ført Ungarn langt væk fra de demokratiske idealer, han engang blev hyldet for.

Netop dét opgør driver nu Magyars politiske projekt – et projekt, der ved en sejr ved søndagens valg kan få konsekvenser langt ud over Ungarns grænser.

- Han har gjort det, som ingen oppositionspolitiker har formået i 16 år, siger danske Niels-Otto Pedersen, der har boet i Szeged i det sydlige Ungarn i mere end 20 år og i dag er aktivt involveret i Magyars Tisza-partis kampagne.

Pædofiliskandale ændrede alt

Indtil for få år siden var den uddannede jurist Péter Magyar selv en del af magtapparatet og medlem af regeringspartiet Fidesz.

Men i 2024 ændrede alt sig.

Her kom det frem, at regeringen havde benådet en mand, som var dømt for at have hjulpet med at dække over en sag om børnemishandling på et børnehjem.

En afsløring, der ramte ekstra hårdt, fordi Orbán-regeringen i årevis havde profileret sig på kristne værdier og beskyttelse af børn.

Skandalen fik både præsident Katalin Novák og justitsminister Judit Varga, Magyars ekskone, til at forlade regeringen.

Efterfølgende beskyldte Péter Magyar regeringen for at have smidt de to kvinder under bussen.

Tusindvis af ungarere gik på gaden, og for Magyar blev sagen startskuddet til et opgør med systemet.

- Jeg husker særligt en radioudsendelse, hvor han lancerede sine ambitioner. Allerede inden han lukkede døren til studiet, var han gået viralt, siger Niels-Otto Pedersen.

Orbáns Waterloo

Kort efter stod Péter Magyar over for sin første store test som oppositionspolitiker: Europaparlamentsvalget i juni 2024.

Her overtog han det lille oppositionsparti Tisza, fordi der ikke var tid til at stifte et nyt. Resultatet blev opsigtsvækkende.

Tisza fik 29,7 procent af stemmerne, mens Orbáns Fidesz for blot anden gang i to årtier fik under 50 procent ved et europaparlamentsvalg.

Magyar, der havde ført kampagne mod korruption, kaldte selv resultatet for Orbáns Waterloo.

- Han har udfyldt det kolossale tomrum af vælgere, som var utilfredse med Orbán, men ikke vidste, hvem de ellers skulle stemme på, siger Niels-Otto Pedersen.

Ifølge TV 2s korrespondent Jesper Steinmetz skyldes succesen ikke mindst Magyars tilstedeværelse uden for Budapest.

- Péter Magyar har rejst landet tykt og tyndt. Næsten hver dag besøger han fire til fem mindre byer, trykker hænder og møder vælgerne personligt. Der lover han et bedre og mere moderne Ungarn – og det budskab rammer tydeligvis noget, siger han.

EU's mest korrupte

En af Magyars store styrker er ifølge hans støtter, at han politisk ligger tættere på Orbán, end mange umiddelbart tror.

Han taler om kristne værdier og national identitet – men uden den korruption, som i stigende grad har præget regimet.

- Han har vundet mange Orbán-vælgere, som deler værdierne, men ikke længere kan leve med systemisk korruption, siger Niels-Otto Pedersen.

Ifølge Transparency International er Ungarn de seneste fire år i træk blevet vurderet som EU’s mest korrupte land, blandt andet på grund af systematisk kanalisering af offentlige midler til personer med tætte forbindelser til Orbán-regeringen.

Som konsekvens holder EU i øjeblikket omkring 134 milliarder kroner tilbage fra Ungarn, fordi retsstaten ikke anses for at kunne kontrollere korruptionen tilstrækkeligt.

EU følger med – med forbehold

Magyar har lovet en mere pragmatisk tilgang til EU. Men i valgkampen har fokus primært været på hverdagsemner som økonomi, skoler og det nedslidte sundhedsvæsen.

Alligevel er det især Ungarns rolle i EU og støtten til Ukraine, der optager omverdenen.

Orbán har i årevis været en torn i øjet på flertallet af EU-landene og har blandt andet blokeret et fælleslån på omkring 670 milliarder kroner til Ukraine.

Senest er kritikken blevet skærpet, efter at det undersøgende medie VSquare har bragt en lækket optagelse, hvor Ungarns udenrigsminister, Péter Szijjártó, lover den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, hjælp til at få en person fjernet fra EU’s sanktionsliste.

Ingen frelser – men et skifte

Péter Magyar bliver dog næppe den klare EU-frelser, som nogle håber på.

Han har udtalt, at han vil bevare et ”pragmatisk” forhold til Rusland og har lovet at fortsætte modstanden mod at sende våben til Ukraine samt mod at fremskynde landets optagelse i EU.

Alligevel kan mindre ifølge analytikere gøre en stor forskel.

- Det, folk undervurderer, er, at hvis Ungarn stopper med at nedlægge veto mod centrale EU-beslutninger i Det Europæiske Råd, er det et markant gennembrud, siger Gábor Győri, analytiker ved tænketanken Policy Solutions, til The Guardian.

Jesper Steinmetz forventer da også, at Péter Magyar hurtigt vil række ud til Bruxelles, hvis han vinder magten.

- Noget af det første vil være at appellere til EU om at få frigivet midlerne og få pumpet penge ind i Ungarns meget skrantende offentlige sektor, siger han.

En neglebider venter

I skrivende stund fører Tisza meningsmålingerne med 49 procent mod 39 procent til Fidesz ifølge et vægtet gennemsnit fra Politico.

Men søndagens valg kan blive tæt.

- Jeg tvivler på, at der kommer et klart resultat søndag aften. Det kan ende med mudderkastning og beskyldninger om valgsvindel fra begge sider, siger Niels-Otto Pedersen.

Selv skal han overvære valget som valgobservatør sammen med sin kone, inden de drager videre til en lokal valgfest for Tisza.

- Jeg har det, som om jeg står midt i verdenshistorien. Hvad skal man med Netflix, når man bor i Ungarn?