Fyns Politi efterforsker et muligt drab i Middelfart efter en anmeldelse om et overfald klokken 13.33 ved Hans Bangsvej i Middelfart. Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Kort efter anmeldelsen ankom politiet til stedet. Som følge af omstændigheder omkring fundet og skader på kroppen hos den 41-årige kvinde efterforsker Fyns Politi sagen som en drabssag.

Politiet har flere spor at gå efter, men vil gerne høre fra offentligheden på 114, hvis nogen har set noget mistænkeligt i området omkring Hans Bangsvej omkring klokken 13.

Ifølge TV 2s reporter på stedet, Peter Møller, arbejder politiet ude foran en ejendom på Hans Bangsvej.

- Der er sat et hvidt telt op, og teknikere arbejder intenst i dna-dragter uden for et hus på adressen, fortæller han.

Ifølge Fyns Politis pressemeddelelse er det politiets vurdering, at der ikke er risiko for borgernes sikkerhed. Politiet henstiller til, at afspærringen bliver respekteret, og at politiets anvisninger i området bliver fulgt.

De nærmeste pårørende til den afdøde kvinde er underrettet.

Fyns Politi har på nuværende tidspunkt ikke foretaget anholdelser.