Hvad foregår der?
De to ottendeklasseelever fortæller, at de næste 20-30 minutter var nervepirrende og fyldt med forvirring, inden der blev klarhed over, hvad der foregik.
Ingen af eleverne på Ubberud Skole i det vestlige Odense - eller nogen af de ni andre skoler i byen - vidste noget som helst om, hvad der foregik.
- Alle lærerne blev kaldt op på lærerværelset, og de skulle snakke om noget, vi ikke måtte vide. Det var mærkeligt, at politibilen blev ved med at køre rundt om skolen, siger Liva Lund Hinge.
- Efter 20 minutters tid fik vi lov til at få vide, at det var en bombetrussel, fortæller hun.
Børn græd - stemningen var presset
Den kontante melding gjorde mange elever utrygge, og der var elever, der begyndte at græde, og stemningen i klasselokalet var presset.
- Det var ikke særlig fedt. Jeg blev bange. De sagde ikke i starten, at han var blevet anholdt, eller de havde en mistænkt, så jeg blev lidt nervøs. Stemningen var presset. Folk var bekymrede, fortæller Liva Lund Hinge.
- Der var mange, der blev virkelig utrygge. Vi fik vores telefoner, så vi kunne skrive til vores forældre, siger Laura Fischer.
De fleste elever i 8. klasse på Ubberud Skole valgte at tage hjem, fortæller pigerne. Andre blev hentet af deres forældre. Nogle få valgte at blive.
- Jeg skulle cykle hjem og ville ikke cykle alene, så vi var mange, der cyklede sammen hjem, siger Laura Fischer.
Mistænkt løsladt igen
Selv om det har været en usædvanlig skoledag med meget forvirring og utryghed, synes de to elever, at lærerne og ledelsen på skolen har håndteret bombetruslen fint. Ubberud Skole har ikke ønsket at udtale sig til TV 2 Fyn.
TV 2 Fyn har fået bekræftet ni af de ti ramte skoler: Sanderumskolen, Åløkkeskolen, Tarup Skole, Stige Skole, Søhusskolen, Rosengårdsskolen, Spurvelundskolen, Tingkærskolen og altså Ubberud Skole.
Fredag formiddag kunne Fyns Politi anholde en mistænkt, hvis navn stod som afsender på bombetruslerne. Efterforskningen har dog vist, at den mistænkte umiddelbart ikke har været involveret i truslerne og er blevet løsladt igen. Politiet arbejder ud fra en teori om, at nogen forsøger at miskreditere den nu løsladte.
Fyns Politi understreger, at der ikke er nogen fare på færde, selv om gerningsmanden stadig er på fri fod.