Arbejdsbyrden for lokalpolitikere stemmer ikke længere overens med lønnen. 

Det mener borgmester i Halsnæs Kommune, Steffen Jensen (S). Han efterlyser en debat om udviklingen i lokalpolitikernes job og den løn, der følger med. 

- Man er ikke så godt lønnet i forhold til det arbejde, man lægger i det, og det er også svært at få det til at hænge sammen med familie og et andet job. 

- Det er svært at sætte en grænse (for, hvor meget løn, politikerne skal have, red.), men vi kan begynde med at tage en diskussion om, hvordan opgaven har udviklet sig over de seneste 10 til 20 år. Du er meget mere på, og du har et større ansvar. Opgaven er blevet større, men vederlaget er ikke fulgt med kompleksiteten, siger Steffen Jensen til TV 2 Kosmopol. 

Han mener dog ikke, at det skal være muligt at tjene for gode penge på at være politiker. 

- Men man skal have mulighed for måske at gå ned i tid (i et andet job, red.) for at kunne forberede sig og sætte sig ordentligt ind i de politiske sager, siger Steffen Jensen. 

Ingen forandring i arbejdsbyrde

Opråbet kommer, efter at TV 2 Kosmopol torsdag kunne fortælle, at politikerne i lidt under halvdelen af kommunerne i hovedstadsområdet har besluttet at bruge flere skattekroner på løn til sig selv efter kommunalvalget. I den forbindelse fortæller flere borgmestre til TV 2 Kosmopol, at vederlagene er blevet hævet for at honorere blandt andet arbejdsindsats og større arbejdspres.  

Det er de såkaldte udvalgsvederlag - vederlag til formænd, næstformænd og medlemmer af udvalg - som politikerne har råderet over. Flere indbyggere giver en større pulje penge at fordele. Grundtanken med vederlaget er at honorere byrådsmedlemmer, der har ekstra arbejdsopgaver, forklarer forsker og kommunalekspert Roger Buch. 

Arbejdsbyrden er en del større i dag end før kommunesammenlægningerne i 2007, men den har ikke ændret sig de seneste valgperioder, mener eksperten. 

- Arbejdet er det samme. Derudover har man også sat borgmester- og grundlønnen op, så man har fået betaling for den øgede arbejdsbyrde, reformen medførte, siger Roger Buch.

Han anerkender dog, at de psykiske omkostninger ved at være lokalpolitiker er større i dag, fordi lokalpolitikere via blandt andet sociale medier nemt kan blive udsat for negative kommentarer. 

I Halsnæs Kommune brugte man både før og efter valget det maksimale beløb på lige over tre millioner kroner om året på udvalgsvederlag. Borgmester Steffen Jensen giver ikke meget for ekspertens udlægning. 

- Jeg synes, Roger Buch skal stille op til næste valg. Så skal piben nok få en anden lyd, lyder det. 

"Vi er nået grænsen"

Borgmesterkollegaen i Helsingør, Benedikte Kiær (K), mener også, at lokalpolitikere har fået flere og flere opgaver, som er blevet mere komplekse. Lige nu er der også et stort arbejde i at implementere en lang række reformer fra Christiansborg, pointerer hun. 

Benedikte Kiær har efter valget været med til at hæve udvalgsvederlaget til det maksimale, og det er passende, mener hun. Men:

- Vi er nået grænsen, for der bliver brugt rigtig mange timer på lokalpolitisk arbejde. Nogle har også almindelige jobs ved siden af, og hvis de skal lave endnu mere, skal de bede om mere fri. Det går jo ikke, siger Benedikte Kiær. 

I Herlev blomstrede debatten om mere i løn til lokalpolitikere i januar, hvor borgmester Marco Damgaard på Facebook skrev, at politikerne i kommunen fortjente et større vederlag. 

“Det er i mine øjne helt rimeligt, at vi nu opjusterer honoreringen af det store arbejde som alle mine kolleger i kommunalbestyrelsen yder,” skrev han i forbindelse med, at et flertal besluttede sig for at sætte flere penge af. 

Hvis det stod til en anden socialdemokratisk vestegnsborgmester, Merete Amdisen, “så ville hun gerne hæve honorarerne” for lokalpolitikerne i Ishøj, men kommunen bruger allerede det maksimale beløb. 

I Albertslund ville borgmester Lars Gravgaard Hansen (K) gerne give mere til udvalgsformænd, men han og kollegerne har også ramt loftet.

Vindfeldt vil have pension til lokalpolitikere

Det er Folketinget, der kan gøre det muligt for kommunerne at bruge en større del af kommunens budget på mere løn til politikere. Det har dog ringe udsigter, for det er ikke noget, regeringer bliver særligt populære på, pointerer kommunalekspert Roger Buch. 

På Frederiksberg efterlyser borgmester Michael Vindfeldt også tiltag til fordel for kommunalpolitikerne. 

- Jeg synes, det er ret kritisabelt, at der ikke bliver givet pension. Det gør der til borgmesteren, men ikke til de andre. Det er for dårligt. Man skal ikke tro, at man bliver rig af at sidde i kommunalpolitik, siger Michael Vindfeldt. 

SF-borgmesteren i Gladsaxe Kommune, Serdal Benli, er glad for, at kommunen bruger det maksimale beløb på udvalgsvederlag, for det er et "kæmpe ansvar" at skulle træffe beslutninger med konsekvenser for borgerne. 

- Hvis vederlaget er for lavt, risikerer man, at det kun er borgere med en høj indkomst eller meget fleksible jobs, der har mulighed får at lade sig vælge til byrådet. Et rimeligt vederlag sikrer, at flere samfundsgrupper har mulighed for at stille op til byrådet, og det styrker i sidste ende vores lokale demokrati.

Du kan se, hvor mange penge din kommune bruger på udvalgsvederlag her