Tidligere onsdag skrev TV 2 Vejret, at fredag morgen kan byde på vinterligt vejr med sne og slud flere steder i landsdelen.

Det samme gør nu DMI.

Store dele af Jylland og det vestlige Fyn vil natten til fredag blive ramt af sne fra oven. Men den bliver af kortvarig karakter og uden udsigt til at blive liggende, skriver Ritzau, som har talt med den vagthavende meteorolog hos DMI.

- Der vil komme hvidt nedbør ud på nattetimerne og formiddagen fredag. Men det bliver ikke som snevejr tidligere på vinteren.

- Fronten vil ligge som en stribe ned fra Limfjorden ned gennem Jylland og den vestlige del af Fyn. Det når ikke til Sjælland, siger hun.

I den midterste del af Jylland kan der være lokale forhold med kolde temperaturer, hvor der kortvarigt kan ligge et par centimeter sne, fortæller hun.