Den 64-årige mand der fredag var involveret i en arbejdsulykke, afgik ved døden lørdag aften.

Det fortæller vagtchef Lau Larsen.

- Han afgik ved døden i går på baggrund af de skader, han havde pådraget sig, siger han.

Det var 14.56 fredag, at der kom en anmeldelse om et uheld. Manden var væltet i sin traktor. Manden var angiveligt selv kommet ud, men var kommet alvorligt til skade. Han blev derfor kørt med eskorte til sygehuset.

Hændelsen betragtes som en arbejdsulykke, og Arbejdstilsynet er blevet tilkaldt. For nuværende er det ikke længere en sag for politiet.

- Det er jo arbejdstilsynet, der har forpligtigelsen, og alt efter hvad deres undersøgelser viser, kan de indgive en anmeldelse til os for overtrædelse af arbejdsmiljøloven, siger vagtchefen.