Morten Zumbusch har i to år levet i et konstant smertehelvede. Og det kan minimum komme til at vare halvandet år mere.

Det er nemlig først i oktober 2027, at han har fået en tid til at blive set på en smerteklinik.

Det fortæller hans kæreste Mia Øst Sørensen.

- Vi var rigtig glade, da vi fik at vide, at vi kunne komme til en smerteklinik. Så var det bare et slag i hovedet, da vi fik tidspunktet, siger hun.

Morten Zumbuschs smerter startede for to år siden, da han blev overfaldet på sit tidligere arbejde – et bosted med anbragte unge. Nu - efter tre diskusprolapser og to operationer - har lægerne afsluttet hans behandling, selvom han stadigvæk lever i daglig smerte og er afhængig af en kørestol eller krykker.

Siden overfaldet har Morten Zumbusch levet med voldsomme nervesmerter. Han er mere eller mindre lænket til en kørestol eller sin sofa, fordi hans venstre fod og ben er kold og følelsesløs. Og så er han afhængig af hjælp fra blandt andet hjemmepleje døgnet rundt.

Da TV MIDTVEST fortalte om Morten Zumbusch senest - i februar - var der ellers håb at spore for parret.

Her kunne han bevæge sig over en kort afstand uden krykker efter hjælp fra en alternativ behandler.

Behandlingen har dog vist sig kun at have en kortvarig effekt på smerterne.

- Behandleren har været her flere gange og siddet med Morten i flere timer. Men hans ben blev rødt, blåt og hævede op igen bagefter, fortæller Mia Øst Sørensen og tilføjer:

- Det var bare endnu et nederlag.

Fortsætter jagt på behandling

Mia Øst Sørensen fortæller, at Morten Zumbusch er i så store smerter, at de ikke kan vente på tiden hos smerteklinikken til næste år.

Parret har de seneste to år forsøgt adskillige med ting for at afhjælpe smerterne.

Morten Zumbusch har blandt andet været på fem forskellige sygehuse, hos neurologer, fået nerveundersøgelser, været til akupunktur, i trykkammer og til fysioterapi, massevis af akutte indlæggelser og to operationer. 

Intet har dog virket.

Derfor vil de fortsat undersøge alternative behandlingsmuligheder i Danmark og udlandet.

- Vi fortsætter med at lede efter hjælp, for Morten kan ikke vente halvandet år.