Det går den gale vej med ligestillingen
En optælling TV 2 Fyn har lavet, viser at der over de sidste seks år er kommet færre kvindelige administrerende direktører blandt de 60 største virksomheder på Fyn.
I 2020 var 6,6% af de administrerende direktører kvinder, og i 2026 er det tal faldet til 5,3%.
I følge Magdalena Bahrami Sørensen taler de tal sit helt eget og meget tydelige sprog.
- Det viser, at vi ikke har hele talentmassen i spil, siger hun.
Mere ligestilling skaber bedre resultater
Hos BlueCollar kan Magdalena Bahrami Sørensen nemt mærke, hvordan en ledelse med diversitet giver dem bedre resultater.
Hendes mand er ansat som COO i virksomheden, og han har en helt anden tilgang end hun selv har.
- Hvor jeg tænker mere med følelserne, så er han ind i mellem mere kynisk, siger hun og fortæller at han ind i mellem har stoppet hende i at tage hurtige beslutninger.
Hos videncenteret KVINFO fortæller de også, at en mere divers ledelse skaber bedre resultater.
- Så får vi flere, der udfordrer den måde, man plejer at gøre det på, og i det hele taget andre perspektiver, og så tager man ganske enkelt bedre beslutninger, siger Stinne Bech.
Hos BlueCollar kan medarbejderne også mærke, at det er en kvindelig direktør de har. Og de er glade for, at deres chef oprigtigt er interesseret i dem som mennesker.
- Hun har høje forventninger, men hun har også empati, og hun ser dig. Hvis man har det godt som medarbejder, så vil man også gerne gøre lidt ekstra, siger Ramona Thomsen, der er ansat som kundeservicechef hos Blue Collar.
Kommer med opråb
Ifølge KVINFO så er der ingenting der peger på, at kvinder ikke er interesseret i at indtræde i ledelsesstillinger, og de mener der i mod, at det handler om, at man oftest ansætter folk, der ligner sig selv.
- Når man selv er en mand, vil man typisk se en mand som den, der har potentiale til ledelse, siger national chef, Stinne Bech.
Magdalena Bahrami oplever også, at der er mange dygtige kvinder, som gerne vil ind i ledelsen. Og derfor kommer hun med et opråb til virksomhederne.
- Virksomheder skal selvfølgelig først og fremmest fokusere på de faglige kompetencer, men hvis der er en kvindelig kandidat med de rette kompetencer, så synes jeg, man skal kigge lidt ekstra på, om det ikke kunne være den rette.
Hun anbefaler også kvinder at lade være med at begrænse sig selv.
- I skal ikke ligne dem, der allerede er derude. Hvis I har drømmen, lysten og viljen, så gå efter det. Der er brug for jer derude.
