Et rækkehus på Thorshammer i Holstebro brød onsdag formiddag i brand.
Det fortæller Thomas Hald, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.
- Vi kom frem og konstaterede ingen synlige flammer men en del røg. Ingen personer er kommet til skade, men brandstedet er ikke frigivet endnu, da det skal undersøges nærmere, siger han.
Ifølge indsatsleder ved Nordvestjyllands Brandvæsen, Birgitte Buskov, var det ejeren selv, der slog alarm.
- Ejeren kom hjem og så, der var fyldt med røg, og det brændte i stuen. Alt er slukket nu, og vi er ved at køre derfra, siger indsatslederen og oplyser, at der var krybdyr i ejendommen, som led en trist skæbne.
- Ejeren havde flere slanger i ejendommen, og nogle er overlevet, men nogle er også døde, siger Birgitte Buskov.