Opdateret klokken 23.33.

De to færøske mandater ligger nu fast.

Det ene mandat går til Anna Falkenberg fra partiet Sambandsflokkurin, der støtter Venstre. Det andet til Sjúrður Skaale fra Javnaðarflokkurin, som støtter Socialdemokratiet.

Dermed får rød og blå blok et færøsk mandat hver.

De nuværende prognoser viser, at det kommer til at blive tæt løb mellem rød og blå blok.

Og selvom valgaftenen hovedsageligt fokuserer på de krydser, som er blevet sat i valgstederne her i Danmark, er der også stemmer på Grønland og Færøerne, som kan få stor betydning.

Grønland og Færøerne har sammenlagt fire mandater, som skal være en del af Folketinget.

Og med et valg som står til at blive tæt, kan de fire mandater være afgørende for, hvem der til sidst ender som statsminister.

Kan få brug for hjælp fra Nordatlanten

Tilbage i 2022 var de fire mandater netop afgørende, så rød blok kunne nå op på 90 mandater.

De seneste prognoser viser, at rød og blå blok kan ende med at stå med tæt på lige mange mandater på hver side.

Dermed ligner det samtidig, at der er ingen af de to blokke, der kan mønstre 90 mandater på egen hånd.

Derfor kan de fire nordatlantiske mandater få en vigtig rolle i regeringsforhandlingerne.

Et scenarie kan for eksempel være, at rød blok har brug for al den hjælp, som de kan få, hvis de skal skabe en rød regering på egen hånd – uden Moderaterne.

Omvendt kan blå blok også få brug for de nordatlantiske mandater, hvis de skal formå at danne en borgerlig regering.

176 færøske stemmer afgjorde valget

I 1971 blev de grønlandske mandater afgørende for socialdemokraten Jens Otto Krag, da han dannede regering.

Også ved folketingsvalget i 1998 var alles øjne rettet mod Færøerne, da Uffe Ellemann-Jensen (V) og Poul Nyrup Rasmussen (S) kæmpede om magten.

For valget var så tæt, at de færøske mandater ville afgøre, hvem af de to som endte med statsministerposten.

I sidste ende var det blot 176 færøske stemmer, der gjorde, at Poul Nyrup Rasmussen kunne fortsætte som statsminister.

Ved folketingsvalget i 2026 forventes det, at vi skal vente til omkring klokken 03.00, før der er et resultat klar fra Grønland.