FC Midtjylland har ikke formået at komme tættere på AGF i toppen af Superligaen efter de første to kampe i mesterskabsspillet. Tværtimod har AGF øget forspringet til fem point.
Men FCM-træner Mike Tullberg lover, at midtjyderne nok skal oppe sig, når landsholdspausen er overstået om lidt under to uger.
- Vi er fem point efter AGF, og nu kommer vi buldrende, når vi starter op igen.
- Vi får flere spillere tilbage fra skade, vi har otte kampe tilbage, og vi kan selv afgøre det. Det er jeg sikker på, at vi kommer til, siger Tullberg til klubbens hjemmeside.
FCM spillede søndag aften 1-1 ude mod Viborg og udnyttede dermed ikke, at AGF tidligere samme dag havde spillet 0-0 hjemme mod Brøndby. FCM er uden sejr i de seneste tre ligakampe.
Arkivfoto på forsiden: Chris Radburn/Reuters/Ritzau Scanpix