Det er ikke gået manges næser forbi, at drikkevand har fyldt markant i valgkampen.

Også i Nordjylland er emnet blevet varmt, og det mærkes tydeligt i Skørping, der i dag danner rammen om en stor klimadag arrangeret af mere end 20 lokale foreninger, virksomheder og engagerede borgere.

Her kan man både bytte ting, få repareret ødelagte ejendele og lære om alt fra grøn mad til bæredygtige planter.

- Formålet er at invitere folk ind og helt konkret vise, hvordan de kan gøre en forskel, lyder det fra Bitt Juul Jensen.

Selvom klimadagen sætter fokus på store udfordringer, understreger med-arrangøren, at formålet ikke er at pege fingre.

- Vi er ikke ude på at skabe klimaskam. Det er ikke noget, vi gør i, lyder det.

Drikkevandet fylder i samtalerne

Udover byttemarked og workshops er der også plads til samtalesaloner. Her er drikkevandet et af de helt store emner.

- Et af emnerne i vores samtalesalon er også, hvordan vi sikrer vores drikkevand. Det er noget, der fylder i valgkampen, fortæller Britt Juul Jensen.

Blandt de besøgende er bekymringen tydelig. Flere fortæller, at de allerede i dag tager deres forholdsregler.

- Vi renser faktisk vores drikkevand derhjemme. Det, vi bruger til dagligt indtag. Så jo, det er en bekymring, fortæller Kim Fihl.

Anne deler den samme bekymring.

- Det bekymrer mig selvfølgelig, at det ikke bare er som det plejer. Det er det heldigvis endnu, men det kan vi jo ikke være sikre på om 10–20 år, lyder det fra Anne.

Kan få betydning for valget

For nogle fylder bekymringen også i hverdagen - og på valgdagen.

- Vi har børn, og vi skal jo ikke kun se på deres sundhed, men også vores egen. Her i Skørping har vi skilte rundt omkring med 'særligt sårbart drikkevand', fortæller Kim.

Rebild Kommune var i 2019 den første kommune i landet til at sætte fokus på beskyttelse af drikkevandet ved at opsætte 24 skilte, der markerer særligt sårbare områder.

Derfor spiller drikkevandet en rolle, når de på tirsdag skal sætte deres kryds.

– Det vil det helt sikkert, siger Kim Fihl.

Anne uddyber:

– Man kan jo godt høre i valgkampen, om det er noget, der bare bliver sagt, eller om det også kan ses i de fire forgangne år og i de fire næste.