I en alder af kun 24 år overtog Nicklas Korfitsen træneransvaret for 70 travheste.
Årsagen var, at hans chef, Bo Westergaard, i 2024 mistede sin autorisation til at træne heste og drive heste-forretning i syv et halvt år efter at være blevet dømt for at dope en hest.
På daværende tidspunkt var Nicklas Korfitsen en såkaldt ’arbejdsbi’ hos Bo Westergaard. Han var førstemand blandt kuskene, kørte masser af løb og vandt masser af løb.
Det var derfor oplagt, at han overtog forretningen.
- Nicklas Korfitsen er en mand, der blev voksen på en dag, siger Vagn Honum, der er travkommentator.
Selv kalder Nicklas Korfitsen tiden hos Bo Westergaard for et stort springbræt, og det var hos Bo Westergaard, at det gik op for ham, at hans fremtid lå inden for travsporten.
Se første afsnit af ’Kæft, trit og trav’ herunder – artiklen fortsætter efter videoen:
Større bekymringer
Korfitsen har i sin forretning i dag opstaldet 60 heste, hvoraf størstedelen er ejet af andre hesteejere.
Fire af hestene koster over 100.000 kroner, og Nicklas Korfitsen har ansvaret for at træne dem til at deltage i travløb for deres ejere.
Derudover har Nicklas Korfitsen nu også ansvaret for økonomien i sin hesteforretning, hvor han tidligere kun skulle forholde sig til sin egen månedsløn.
- Det er mig, der skal stå på mål, hvis hesten ikke præsterer. Det er mig, der skal finde ud af, hvorfor hesten ikke præsterer. Så det er klart, at der er kommet nogle større bekymringer, fortæller han.
For Nicklas Korfitsen er det ikke længere kun et arbejde.
- Det er ligesom en livsstil, og man arbejder 20 timer i døgnet, siger han.
Skal være multikunstner
Nordjylland er ifølge travkommentator Vagn Honum hestesportens mekka i Danmark, og det tager inden for travsporten ikke lang tid, fra en træner er blandt de bedste, til han er nødt til at lukke sin forretning.
- Det kræver, at du er lidt multikunstner at være travtræner. For det er ikke nok, at du er dygtig til at træne heste og til at køre løb. Du skal også være forretningsmand. Og så skal du være rigtig loyal over for dine hesteejere, fortæller Vagn Honum.
- Denne sæson er min første hele sæson som selvstændig, og jeg skal selv bygge hestene op og forhåbentlig formå at få nogle klar til de sjove løb. Så der er lidt mere pres på og lidt forventninger - også fra min egen side - om at det går godt, siger Nicklas Korfitsen.
Se tv-serien 'Kæft, trit og trav' på TV2 Nord, TV 2 Play og YouTube.
