Selv om AI-baseret journalisering skulle effektivisere arbejdet på landets hospitaler, så ender lægerne i praksis med at bruge arbejdstid på at rette fejl fra den, træne algoritmer og løse administrative opgaver, som tidligere lå hos sekretærerne.
Det viser ny forskning fra Københavns Universitet (KU).
Det er forsker i informationsvidenskab på KU Silja Vase, der står bag forskningen.
Gennem to år har hun undersøgt, hvordan talegenkendelse, hvis hensigt er at spare tid ved at transskribere lægernes diktater direkte ind i patientjournalen, bruges i hverdagen på et dansk hospital.
I sin forskning har hun konstateret, at talegenkendelsen i praksis fejloversætter så ofte, at lægerne ender med at bruge timer på at rette ord, sætningsendelser og fagtermer.