Griseproducenten Thomas Kristoffersen fra Thisted gik i januar viralt på Facebook, da han delte en video af sine grise, som blev halekuperet - altså hvor halerne bliver klippet af for at undgå, at andre grise bider i dem.

Det var et forsøg på at være mere transparent som griseproducent og vise, hvordan det foregår inde i de danske svinestalde.

Valgkampen er blevet døbt et svinevalg, og dyrevelfærden i de danske grisestalde er for alvor blevet et tema. Det mærker Thomas Kristoffersen også.

- Det er vigtigt nu her ved dansk landbrug, at vi står ved det, vi gør, siger han.

Det var også derfor, han valgte at dele sin video på Facebook, hvor han halekuperede sine grise. Videoen har fået over 1000 kommentarer fra folk, der er både for og imod.

Halekupering sker oftest i danske grisestalde i forsøg på at sætte en stopper for halebid blandt grisene i stierne. Det er ulovligt at halekupere grise rutinemæssigt, alligevel bliver cirka 95 procent af alle grise halekuperet.

- Fordi vi klipper halen, er ikke nødvendigvis, for vi har problemer her på den her ejendom, men når vi sælger grisen, så er de bange for at få halebid. Og det værste er, at når grisen skal slagtes, så er det vigtigt, at den ikke har bylder og sår på sig, for så kan du ikke bruge den som menneskeføde, forklarer Thomas Kristoffersen.

Symptombehandling

Dyrlæge, Ph.d. og lektor ved Aarhus Universitet, Hanne Kongsted, fortæller, at hvis man har problemer med halebid, så har man lov til at halekupere, men det kræver, at man har en risikovurdering for ens besætning.

Men hvis så mange landmænd halegrupperer rutinemæssigt, er der så ikke noget galt med systemet?

- Jo, det er der. Det er sådan set almindeligt kendt, at den måde, vi holder svin på i Danmark, det giver problemer for trivselen for de her grise. Og når de bider hale, det er et tegn på, at de er frustrerede, og de ikke får opfyldt de behov, de har.

Giver det mening, at danske landmænd halekuperer?

- Nej, altså ikke hvis du spørger mig. Det virker, det har en effekt på forekomsten af halebid. Men for mig, når jeg ser det fra et grisenes synsvinkel, så giver det ingen mening, fordi det er symptombehandling.

Griseproducenten Thomas Kristoffersen er godt klar over, at det er ulovligt rutinemæssigt at halekupere sine grise, men han føler sig nødsaget til at gøre det.

- Vi har hele tiden kontrol med, at vores aftagere har et problem, så derfor har vi lov til at gøre det, forklarer han.

Kan du ikke godt forstå, hvis der er nogen, der synes, det er markabart, hvis du ligger en video på Facebook, hvor du halekuperer små grise?

- Jo, det kan jeg godt forstå, og det ser lidt voldsomt ud. Men hele problemet er, at mange inde i storbyerne tror, at grise skal behandles som kæledyr, vi har hjemme i stuerne, og vi har kun de her grise, fordi vi skal spise dem, siger griseproducenten.