Den københavnske bydel Nordhavn har vundet en af de mest prestigefyldte priser indenfor ejendoms- og byudvikling.

Det skriver KøbenhavnLIV.

Det drejer sig om den såkaldte MIPIM award, der er blevet uddelt i Paris.

Nordhavn har vundet i kategorien 'Best urban regeneration project', som tildeles byfornyelsesprojekter.

- Jeg er virkelig stolt over, at Nordhavn modtager denne pris. Vi har arbejdet med udviklingen af bydelen i mange år sammen med dygtige samarbejdspartnere, og det er fantastisk at se, hvordan området i dag summer af liv med mennesker, der bor, arbejder og opholder sig ved vandet, siger administrerende direktør i By og Havn, Anne Skovbro i en pressemeddelelse.