Hun løfter hagen og vipper hovedet fra side til side, mens hun nyder rytmen, der strømmer ud i lokalet fra klaveret.
Det kan godt være, at Ann Larsen er døvblind og har ekstremt nedsat hørelse og syn. Men det afholder hende ikke fra at have glæde af musikterapi.
I mange år er Ann Larsen kommet hos musikterapeuten Silvia B. Jensen, og sammen spiller de på klaver.
Silvia spiller melodien, mens Ann slår med flad hånd på tangenterne.
- Klaver er et rigtig godt instrument for hende, fordi det er højt. Når man hører hende spille, kan man tænke, at hun ikke spiller, for hun spiller ikke tonerne – hun laver bare rytmen. Men det er hendes måde at spille på, og den er lige så vigtig, siger Silvia B. Jensen.
Vækket mentalt
I serien ’Musik og magi’ følger TV2 Nord tre musikterapeuter, der gennem musikken skaber relationer til mennesker, der har forskellige udfordringer.
For eksempel på Aabybro Plejehjem, hvor beboere med demens synger sange med musikterapeuten Mette Gregersen.
- Beboerne kan pludselig ting, som de ikke kan i deres dagligdag. De holder fokus og er i ro, mens Mette har musikterapi med dem. De går glade og tilfredse derfra, siger Maria Imer, der er aktivitetsmedarbejder på Aabybro Plejehjem.
Også den 19-årige Louise Damborg, der er svært udviklingshæmmet, har flyttet sig markant med musikterapi.
Faktisk beskriver hendes mor det, som om hun er blevet mentalt vækket.
Det var blandt andet en sang, som musikterapeuten Silva B. Jensen havde lavet, der hjalp Louise til at knække koden til at køre sin kørestol.
Se videoen her:
Kan ikke undvære det
Selvom Ann, Louise og beboere med demens på Aabybro plejehjem har haft stor glæde af musikterapi, er det en terapiform, der gennem tiden har været udsat.
For når sparekniven skal svinges, er musikterapeuterne ofte blevet ramt.
Sådan var det også for Mette Gregersen, der blev afskediget efter seks år.
- Alt, der ikke var skal-opgaver, blev sparet væk. Jeg var en kan-opgave, så jeg blev sparet væk, siger hun.
På Aabybro Plejehjem kunne de dog ikke undvære hende, så derfor søgte de private fondsmidler, der betyder, at Mette fortsat synger med beboerne.
- At se det som noget, vi kan undvære, synes jeg, er lidt fattigt. Vi kan faktisk noget med musik, som vi ikke kan ellers, siger Frank Johansen, der er forstander på Aabybro Plejehjem.
For døvblinde Ann Larsen giver musikken også en særlig følelse.
- Hun føler sig som den store pianist, når hun kommer. Hun får rigtig mange positive tilkendegivelser fra det miljø, hun bor hos. Hun bliver inkluderet som pianist, og det synes hun, er fantastisk, siger Silvia B. Jensen.
Se tredje afsnit af ’Musik og magi’, der handler om musikterapeutuddannelsen, her – og find hele på tv2nord.dk/tv, YouTube og TV 2 Play.