Jonas Vingegaard tog onsdag et stort skridt mod den samlede sejr i Paris-Nice.

Den danske Visma-rytter ødelagde konkurrenterne på den sidste kilometer af 4. etape i cykelløbet, tog sejren og snuppede dermed den gule førertrøje.

Danskerens største konkurrent, Juan Ayuso (Lidl-Trek), udgik af løbet efter et styrt, og de øvrige rivaler blev sat til vægs af Vingegaard.

Det hele blev afgjort på den sidste stigning, hvor Vingegaard viste sig stærkere end Red Bulls Daniel Felipe Martínez.

Det er Visma-rytterens første etapesejr i Paris-Nice, som samtidig er hans første løb i denne sæson.

I det officielle vinderinterview efter etapenfortalte Jonas Vingegaard, at "det var ekstremt hårdt hele dagen".

- Jeg vil ikke sige, at vi forventede sådan en vild dag. Vi forventede en vild dag, men ikke sådan, som det endte med. Vi havde en plan og ville køre på den næstsidste stigning, men det var bare fuld gas fra start, og hele dagen var det bare fuld gas, sagde han ifølge TV 2 Sport efter sejren.

Spanske Juan Ayuso overtog førertrøjen tirsdag, men måtte udgå af løbet efter sit styrt.

Etapen var præget af vådt vejr og vind, og efter at feltet blev splittet, befandt Vingegaard sig med under 50 kilometer til mål i en lille frontgruppe.

Ineos-rytterne Kévin Vauquelin og Oscar Onley, der før onsdagens etape indtog anden- og tredjepladsen i klassementet, blev sat med flere minutter og havde svært ved at indhente den forreste gruppe.

På den indlagte spurt med 30 kilometer igen viste Vingegaard sin styrke og tog seks bonussekunder.

Til sidst sad danskeren alene med tre Red Bull-ryttere i Mick van Dijke, Tim van Dijke og Daniel Felipe Martínez.

På den sidste stigning med få kilometer til mål blev det en direkte duel mellem Vingegaard og Martínez.

Med en kilometer til mål angreb Vingegaard, og Red Bull-rytterne kunne slet ikke følge med danskeren.

Vingegaard kører dermed i den gule trøje og ligner en favorit til at tage den samlede sejr i løbet, der består af otte etaper.